om postkort

om postkort 1 stk 7,- / 5 stk 25,-

Udgivet den 27. november 2013

 

Jeg skal have en butik fyldt med postkort. Der skal være postkort fra loft til gulv på alle vægge. Dunkle, sjove, søde og sære postkort. Måske lidt andre papirvarer – bøger, påklædningsdukker, tegneserier. Min butik skal lugte lidt af tryksværte, lavendel og lidt hengemt. Lyset skal være dæmpet, men varmt som i en noir-film. Og stille musik. Klokken over døren skal være af kobber og en snoet fjeder skal sætte den i gang, når du kommer ind. Der skal også lugte af kaffe, og du kan få en kop, når du kommer, mens du går rundt og læser de små ord på postkortene. Mens jeg tegner skitser og opsætter nye postkort, vil jeg i smug kigge på dit ansigt. Jeg elsker, at se folks ansigt reagere uden, at de selv ved det. Et lille smil ved mundvigen eller rynkede bryn. Du skal gå som på skattejagt og lede efter lige netop de postkort, som passer til dig. De postkort, som siger noget til dig eller til den, du  sende postkort til. Når du ligger postkortene på den mørke ormestukne trædisk, smiler du hemmeligt. Og jeg vil elske at bruge min fantasi på at forstille mig, hvad du skal skrive og til hvem.

Sådan er drømmen i mit hoved. Og nu har jeg fået trykt den første stak af postkort, som puster til drømmen.