Kreativiteten vil have lov (klumme fra avis)

Kreativiteten vil have lov

”Jeg elsker den røde kjole, derude i vinduet, men har I den i sort?”

Sådan har jeg hørt fra en tøjekspedient at det er en ganske normal sætning i en butik.

Hjernen og hjertet elsker den røde kjole, men fornuften tror, at vi hellere vil have den i sort, fordi den er praktisk eller fordi, så skiller vi os ikke så meget ud i den sorte.

Men i virkeligheden faldt vi for den røde kjole.

Jeg skriver klummer her i avisen om kreativitet, og hvad den røde kjole og kreativitet har med hinanden at gøre, kan måske være svært at se, men der er en rigtig god forklaring. Kreativiteten vil nemlig have lov.

Hvis vi ønsker at øge vores kreativitet, må vi give den god jord, hvori den kan gro.

Hvis vi bliver bedre til at give den lov og mod, så vokser kreativiteten. Når vi pakker ned og sammen, så får den ikke plads.

Hjertet og hjernen ville gerne have den røde kjole. Den tiltalte os umiddelbart, men derefter lukker vi den ned, ved at dreje valget lidt, ikke at styrke den umiddelbare lyst.

Der får vi lavet et lille bur til vores kreativitet.  ”Du ville gerne, men det er meget mere praktisk eller ikke så farligt, at…” siger vi til kreativiteten.  ”du ville gerne male et stort billede, men et lille bitte er mere praktisk.”

Når vi derefter sætter os ned og forventer, at vi skal være kreative nu, så kan vi ikke finde den frem, for den sidder bag et gitter af, hvad der er praktisk.

Vi begynder derefter med samme rationelle styring at udvælge farver, motiver eller vinkler, som vi tror, er praktisk og mest ufarligt og bedst falder i nogens andres smag.

Vi ender derefter ofte med et produkt, som er lidt kønsløst.

Vi skal købe den røde kjole. Ikke i protest, men for at fortælle vores kreativitet, at vi har lov til en masse, for det har vi jo i virkeligheden. Og fordi den umiddelbare lyst hænger sammen med den umiddelbare lyst til utryk.

Jeg kaldte min datter Gudrun til mellemnavn fordi det var min mormors navn og fordi, jeg synes,  det er et meget smukt navn. Jeg sagde mange gange, at jeg også gerne ville have heddet det. Men i mit hoved var det som løbet til var kørt.  Sådan gør man jo ikke.

Men en dag, så bestemte jeg mig for, at jeg da bare kunne gøre det. Kalde mig selv Gudrun til mellemnavn, ligesom min datter.

 

Og fordi jeg gav mig selv lov at følge den måske urationelle barnlige lyst, fulgte en masse andet godt med på krea-fronten.

Jeg måtte gerne lave en isbjørn med horn, jeg måtte gerne male eventyrdronnings hår lyserødt.  Åbning af den umiddelbare lyst førte en masse kreativinspiration med sig.

Og mere avler mere. Den store keramik-ring kom på fingeren en helt almindelig torsdag.  Og en god fortælling kom frem i hjernebarken.

Det er ikke sikkert, at vi tør starte med den røde kjole, men vi kan starte med at spise Sushi på en grå mandag, så bliver sjælen glad og kreativiteten vokser.

Og så en dag, så har vi den røde kjole på og har et fantastisk kreativt produkt liggende foran os.

Hjertelig hilsen Ane Gudrun

www.anegudrun.dk

LINK til avis