Om FebruaryFICTION

I år forsøgte jeg at deltage i FebruaryFICTION© er et initiativ udviklet af forfatter A. Rune.

A.Rune forklarer om initiativet ” Tanken er, at alle kan skrive og fortælle, hvis bare de beslutter sig for at gøre det. Med FebruaryFICTION© får alle mulighed for at udgive deres egen mikrofiktion i hele februar måned. 2016 var første år. Reglerne er simple:

Der er ingen grænser for, hvad du kan skrive om, eller hvilket sprog du kan skrive på, men der er nogle få regler, du skal overholde:

1. Historien må maksimalt være på 100 ord
2. Du skal tilstræbe, at der en begyndelse, en midte og en slutning
3. Historien skal deles med nogen – digitalt eller analogt
4. Du skal bruge #februaryfiction, når du deler digitalt
5. Gør det hver dag, hver anden dag eller hver uge, men gør det hele februar” citat fra: https://www.facebook.com/februaryfiction/

Mine 100 ord

Jeg nåede kun at deltage med tre. Jeg lagde stor vægt på, at historierne havde en start, midte og en slutning, plus at de havde en form for morale og ordspil. Mine tre FebruaryFICTION har alle omdrejningspunkt i at slippe fri. Fri for tungt liv eller selvhad.  Og så lagde jeg selvfølgeligt vægt på at stramme mit sprog så meget op, at der ikke blev brugt mere end 100ord. OG så skulle jeg selvfølgelig også have mine egne illustrationer på.

Mine FebruaryFICTION kan læses her:

Og så fløj han

 

”Han var egentligt en kedelig mand. Mørkegrå sejlersko, grånistrede bukser, lysegrå skjorte, koksgrå jakke. Sparsomt gråt hår.

Himlen var blå den dag, men om det ragede ham. Skyerne lyserøde killingehaler over hans hoved. Men om det ragede ham. Ikke det mindste,… troede han.

Bussen var forsinket igen. Han sukkede. Og så ud af det blå var den der. Den lille musvit. På bænken ved

hans side. Den stirrede på ham med klare øjne, som spejlede blå himmel og lyserøde skyer.

Han kiggede i dem. Så lettede fuglen mod det blå og lyserøde.

”Kom” sagde den.

Og så fløj han.”

 

Vandpyt

“Vandpyt

Bikini-krop fik hun aldrig, selvom hun både havde krop og bikini. Vejret var kvælende varmt. Solen brændende. Hun ville tage til stranden, men ikke med dén krop. Sveden løbe ned ad buler og bjerge. Hun kunne måske have bikini på i haven? Den strammede lidt.

Hun savnede havet mod huden. Vandpytten lokkede storetåen i. Hun tog et skridt mere.

Pytten var dybere end forventet. Den kælede benet. Bløde ben, hviskede pytten. Et skridt mere.

Vandpytten gik til livet nu. Den omfavnede hendes hofter. Kærtegnede hendes skvulpende mave. Kyssede hver delle.

Pyt, sagde hun og tog til stranden.”

 

Kassetænkning

“Kassetænkning

Han ville ikke hjem til regnvåde gader, kontorbrok og kassetænkning. Han ville blive i New Delhi. Han havde fået smil fra brunøjede gudinder, smagt salttørrede kyllingeben og stærk karry. Han havde selvfølgelig også set byens slum-papkassekvarter. Han var blevet bestjålet for alt mange Rupier, men han ville ikke hjem. Hjem til kontoret, hvor Lisbeth sukkede over mandage, og Troels kun glædede sig til fredage.

Han stoppede brat før tjek-in. Han skulle møde til Excel-ark, morgenbasser og Jyttes tunge suk. Han vendte sig i døren.

Hvor fik man mon fat i sådan en stor papkasse?”

 

Jeg vil opfordre til man leger med næste år. Det er godt for hjernen og sproget.

KH Ane Gudrun