Rævemundfuld og de andre nisser i hulen

————-

Bagsidetekst:

Rævemundfuld og de andre nisser i hulen

En kalenderhistorie om nisser, om venskab, om Løgnhals og om rævepis.

”Tob, Langfinger og Orla blev fulgt af mange par øjne, mens de gik hjem midt om natten. En hare lå i en fordybning i jorden og så efter dem. I et træ sad en ugle med store, runde øjne. I skovkanten dukkede en ræv frem. Den fik øje på de tre nisser og gik hurtigt ind i skoven igen. En pige i et værelse på kvisten slukkede lyset og så ud i mørket. Hun så noget derude, der bevægede sig. Det lignede små nisser, der bar på noget i en plasticpose. Da hun havde tørret vinduet af for bedre at kunne se, var de borte. En ko stod og tyggede drøv og så ud ad en lille, firkantet rude. Den holdt et kort øjeblik op med at tygge drøv og missede med øjnene.”

Historien om Rævemundfuld og de andre nisser i hulen er i 24 afsnit. Bogen er velegnet som hyggelig og sjov højtlæsningsbog op til jul. Vi følger nissernes juleforberedelser, der mest er hyggelige, men ind imellem også forfærdelig farlige. Historien blev skrevet en december måned for mange år siden og læst op for en lille pige. Det er hende, der er illustrator til bogen

——————————–

Ane Gudruns ord om Rævemundfuld

Baggrund for historien om Rævemundfuld og de andre nisser i hulen

Jeg hedder Ane Gudrun og det er min far, Jens Ø. Simonsen, der har skrevet denne bog.

Min far skrev julekalenderhistorien til mig, da jeg var cirka 10år. Han skrev et nyt afsnit hver aften, som han læste op om morgenen, når jeg spiste morgenmad, inden jeg skulle i skole. Det var en god måde at komme i julestemning.

Da jeg blev voksen og gik på kunstskole, illustrerede jeg historien til ham som fødselsdagsgave. Han blev så glad, at han valgte at trykke bogen. Vi solgte bogen til venner, bekendte og mange andre. Rævemundfuld og de andre nisser i hulen gjorde mange mennesker glade.

Den oplevelse var så god, at jeg ikke kunne stoppe med at lave bøger. I dag er jeg selv forfatter og illustrator med mange udgivelser bag mig.

I 2020 valgte jeg at lave mit eget forlag, Forlaget Ravn, hvor jeg en gang imellem udgiver en bog. Formålet med forlaget er at give noget af overskuddet fra bogsalget til gode formål. 

Jeg har nu illustreret Rævemundfuld på ny, så historien kan komme ud og give julestemning endnu engang.

Gode historier kan opstå over morgenmaden, når man kun er ti år gammel. Husk at holde øje med de gode historier.

Kærlig hilsen Ane Gudrun

Forlaget Ravn