Tilbagemelding på foredrag

Lærerens/læringsvejlederens (Pia Johansen Povlsen) kommentar:

Ane fik grebet børnene fra de første sætninger af den løgnehistorie, hun indledte sit (foredrag) med. Hun fortæller meget levende med både ord, stemme, ansigt og krop. Det at hun brugte løgnen som udgangspunkt for at fortælle, vakte børnenes interesse, og de syntes det var alle tiders selv at få lov til at prøve at lave løgnehistorier for hinanden.

På fin måde varierede Ane mellem at fortælle, læse højt og vise billeder og små film og hun inddrog børnene i snakken og aktiverede dem med quiz og korlæsning af en af de begynderlæsebøger, hun arbejder på.

Besøget hos os var delt i to, således at alle fra 0. – 3. klasse (+ en 5. klasse) var med under foredraget i første sektion, hvorimod det kun var 2. og 3. klasse, der deltog i den efterfølgende workshop. Her lærte Ane børnene om at komme godt i gang med en skriveproces. Udgangspunktet var karaktererne og landskaberne fra Jagten på nøglerne, og mens disse blev farvelagt, begyndte idéerne, som det var tænkt, at springe frem til en masse eventyrlige historier. Børnene nød godt af, at få skrivetips fra en ægte forfatter undervejs i deres proces, og mange var utroligt ivrige efter at få lov at skrive videre på deres historier med det samme efter workshoppen var slut.