Tipoldefar og togulykken

Jeg fik efter artiklen en en mail fra min moster, som forklarer den rigtige historie om min tipoldefar og togulykken og jeg synes gerne du må læse med:

“Kæreste Ane.

Det var fantastisk at være inde på din hjemmeside. Hvor er det smukt og specielt. Jeg var meget optaget af det.

Du får lige det jeg har fundet, som min farfar Anders har skrevet om min oldefar, din tipoldefar. Anton Bengtsson. Han så togulykken, mens den skete og ikke som du er citeret for. Jeg synes, jeg ville sende den rigtige historie. 

Søde Ane, det hele er så fint omkring dig.

De kærligste knus fra din imponerede gamle moster.

” – ANDERS:

” Det var en sommersøndag. Vi var ude at gå i skovene omkring Vejle. Min svigerfar gik forrest.  I ham lå trangen til at færdes i de store skove, en trang, der drev ham til skovs hele livet igennem. Han talte aldrig om sin barndom.

 Vi var kommet ud til Bybæk og der blev han pludselig ” væk ” for os. Han betroede mig senere på tomandshånd, at han havde set et tog løbe af skinnerne. Der var mange døde og sårede og han var dybt påvirket af det, han havde set. Han var ”væk” for os i ca ½ time. Og i den tid havde han set det hele, som havde han stået lige ved siden af.

Der var røg og jammer, folk der skreg, der var blod og glassplinter, toget var mast sammen.  En mand havde hængt med hovedet nedad i en vogn. En stor mand, sagde han. Det var d. 26. juli 1913. Bramminge ulykkens skæbnedag. Og den store mand, der hang med hovedet nedad og døde under frygtelige pinsler var den kendte agitator Peder Sabroe.

Som ung drev min svigerfar Anton sammen med nogle kammerater forsøg med tankeoverføring og hypnose. De prøvede sig frem indenfor det okkulte, indtil familielægen forbød deres kunster.

Men at Anton var synsk var der ingen tvivl om. En nat rejste han sig og sagde højt: Møllen i Vejle brænder. Og ganske rigtigt stod møllen i lys lue.

Folk kom til ham med deres bekymringer og sorger og nogle gange med en drøm om at han kunne finde en ring, der var blevet væk eller andre af den slags sager.

Anton blev udlært som møbelsnedker. Hvorvidt han var en dygtig snedker, ved jeg ikke, hans hjems møbler gav ingen oplysninger herom; men det var vel den gamle historie om smedens hest og skomagerens kone, der havde de dårligste sko.

Sin livsgerning og sit ståsted fandt Anton dog som søndagsskoleleder.

Allerede som 23 årig begyndte han som søndagsskolelærer i Metodistmenighedens søndagsskole og 5 år senere blev han leder af den. Denne gerning medførte at han kom til at stå i et særligt forhold til byens unge og han blev af dem benyttet som skriftefader og skriftestedet blev det tomme snedkerværksted efter arbejdstids ophør. Efter hans død stod der i avisen:

”Mange af disse gamle metodister var noget for sig selv. De var originaler der i mangt og meget tænkte deres egne tanker og gik deres egne veje. Broder Bengtsson var en af disse særprægede personligheder, som der efterhånden bliver så få af. Han bevarede sine ejendommeligheder til det sidste. Hans intelligens, fredsommelighed, renhed, trofasthed, – adskillige andre dyder og egenskaber kunne nævnes – var skattet af alle, der kendte ham, både trosfæller og arbejdsfæller – og mange er de mennesker, der står i taknemmelighedsgæld til ham. Dette forklarer, hvorfor der til hans begravelse var hundreder af mennesker, der ville vise ham, den jævne arbejder den sidste ære.” 

Kærlig hilsen Ane Gudrun