Anmeldelser af Solvej elsker ord og monstre

Her kan du se en masse fantastiske tilbagemeldinger på Solvej elsker ord og monstre

———–

you.look.like.a.book

“Ingen gider rigtig snakke med Solvej, som elsker ord. Hvem gider at spørge: “Vil du have noget at spise og så få svaret ” Tomgang, biknøf a la carte”. Eller hvem gider at spørge “Skal vi lege?” og blive svaret med “Kålhoved om sandpyf mæ niksbøf. Det er der ingen, der gider. “

SOLVEJ ELSKER ORD OG MONSTRE

Solvej elsker ord samt at finde på sine helt egne ord. Hun mener intet ondt med det. Hun er bare så glad for ord. Men andre synes, at det er irriterende, de tysser på hende og gider slet ikke at høre på hende. Til sidst så går Solvej for sig selv, så hun kan få lov til at sige alle sine dejlige ord i fred uden at nogle tysser på hende og så en dag sket der noget helt nyt, anderledes og vidunderligt. Dette er dejlig rørende, sjov, underholdende, og meget lærerig lille historie om søde lille Solvej, der slet ikke får lov til at være den hun er. Ingen vil acceptere hende eller rumme hendes passion og store glæde. Men pludselig en dag finder hun nogle, der er vilde med hendes særlige talent. De værdsætter hende præcis, som hun er. Ord og sætninger er jo en fantastisk ting og der er da ikke noget bedre, end et barn der taler og fortæller. Måske kunne man finde på nogle sjove nye ord sammen!

Det er helt ok at have en passion, der gør en glad. Der er ikke nogen, der skal komme og ødelægge eller fratage en ens passion. Glæde og passion er en god ting, Passion og glæde er vidunderlige og et lys i mørket. 

Denne bog har mine varmeste anbefalinger som højtlæsningsbog fra ca 3 år og opefter. Supergod til at lære børn, at alle børn har noget, som de er gode til og noget de er glade for og at det er helt ok. Bogen er udgivet på Forlaget Ravn. Jeg har lånt bogen på biblioteket.

———–


sprog_og_leg_i_boernehoejde

For børn er sproget én af de vigtigste måder at kommunikere på. Ord giver forståelse og hjælper barnet til at udtrykke følelser og behov. Samtidig kan ord være rigtig sjove, især de lidt mere fjollede ord eller ord der slet ikke giver nogen mening. Måske I kender et barn der elsker ord?

I historien “Solvej elsker ord …og monstre” møder vi den frejdige pige Solvej som elsker ord. Hendes ordforråd er kæmpestort og hun elsker ord som: “Fiskestang, søpølse, kosteskaft og rugbrødsmad.” Samtidig elsker hun at digte sine egne ord. Såsom: Niklelås, smakmukkel og hæksøbob.” Desværre er Solvej meget alene om denne store forkærlighed for især de selvdigtede ord og menneskene omkring hende kommer hurtigt frem til en konklusion om at Solvej er et “mærkeligt barn” eller at Solvej skal være stille.

Heldigvis støder Solvej på en ret finurlig måde på nogle monstre, som mangler navne, ja de mangler i det hele taget en masse ord. Mon Solvej kan give monstrene nogle gode navne og måske få sig nogle venner som kalder hende andet end: “Vær lige stille, unge dame!”

“Solvej elsker ord …og monstre” er en rigtig flot og virkelig god billedbog. Bogen har flere lag, da den både handler om venskab, ensomhed, fantasi og det at føle sig anderledes kontra være en del af et fællesskab. Samtidig spiller Ane Gudrun i sin streg, på de følelser som Solvej går igennem. Hvor personerne omkring hende er farveløse og ser lidt triste ud. Solvej har i starten heller ingen farve, men hun er omgivet af alle de ting og ord hun tænker på. I takt med historiens udvikling får Solvej og monstrene forskellige farver og hun bliver selv rød og beskrevet som varm indeni.

Jeg vil varmt anbefale denne billedbog til børn 3-9 år.

Bogens tekst er rigtig god og nem at gå til. Samtidig ligger både de rigtige ord og volapyk ordene op til en masse sjove ordlege. Fx kan der laves nogle sjove ord raps med børnene, hvor man rapper nogle af ordene til et fedt beat. Børnene kan også finde på deres egne vrøvleord eller I kan sige jeres navne baglæns. Man kan også printe nogle ord ud og klippe hver enkelt bogstav ud. Efterfølgende skal børnene lave deres egne ord ud fra de bogstaver, eller se om de kan gætte det oprindelige ord.

Der kan også sættes fokus på udtale af bogstaver som er svære. Det kan være at G eller K driller, så kan det være sjovt at bruge nogle fjollede ord. Her er gentagelse vigtigt og der kan ovennævnte ord rap være rigtig god.

Så frem med de fjollede ord og rap derudaf.

——————————————


narmortaler

Solvej elsker ord… og monstre

Stakkels Solvej! 😔 Solvej ELSKER ord! Ord som; Krapyl, bananfilur, kanariekål og næsle gut. 🤷🏻‍♀️
Men de voksne synes at Solvej er et forfærdeligt barn, når hun går og siger den slags ord. 😑
“Voksne mennesker kan bedst lide ord som: lønningsdag, kontoudtog og ministerrokade” 🙄
Men det viser sig faktisk, at Solvej er et forfærdeligt GODT barn. Især da hun lander nede i monstrenes verden. 👾
For monstrene har slet ikke nogle navne! Og her er Solvej på hjemmebane 😎

“Solvej elsker ord… og monstre” er skrevet og illustreret af den skønne @anegudrun 😍 og så er bogen udgivet af Ane Gudruns eget forlag: Forlaget Ravn 😱🤩

Bogen er spækket med sjove ord og sætninger! 📖
GENIALT samtale emne for børn! Hvem bestemmer egentlig også hvad ting skal hedde? Og hvorfor hedder de det de hedder? Og hvad med de ting, der ikke har navne?
Og hvorfor skal voksne egentlig bestemme hvilke ord der bruges og ting? 🤔

Lad børn lege med ord og sætninger – det sætter også gang i fantasien 🌈
Og nyd samtidig de skønne og klassiske illustrationer, som Ane Gudrun altid formår at pryde hendes bøger med 🙏🏻

Og ved I hvad? Faktisk, så går 10% af overskuddet til opkøb af truede regnskove 


norogfarlaeser

Hvad er du egentlig god til? Nogle børn kan måske nemt svare på det, mens det for andre ikke ligger så naturligt. Ane Gudruns bog ‘Solvej elsker ord – og monstre’ fortæller om Solvej, som bruger vrøvleord hele tiden. Når nogen spørger, om hun vil lege, svarer hun fx “Kålhoved om standpyf mæ niksbøt” 🤣 Det gider ingen i længden, hverken børn eller voksne. Så hun er ensom (og sulten!). Men hun siger vrøvleordene alligevel, for ord er lige som bland-selv-slik for Solvej 😊 En dag møder hun monstre, og de mangler navne. Nu viser det sig, at Solvej er fantastisk til finde på navne til alt det, der ikke har navne endnu 😊 En hyggelig og sjov bog i 4-7 års alderen, tænker vi. Den er sjov at læse højt med alle vrøvleordene, og nogle af dem er ret tungebrækkende 😁 Vi kan også godt lide, at der både er en sjov vinkel og en alvorlig vinkel. Som altid er Anes bøger fyldt med fantastisk søde og skønne illustrationer. Der er masser af farver, detaljer og leg. Hvis du swiper til højre 👉 kan du høre Nor læse op af bogen og fortælle om den 😊

bogninja

[Anmeldereksemplar] I Solvej elsker ord… og monstre møder vi pigen Solvej som elsker ord, hun siger ord hele tiden, også dem hun selv finder på. De voksne kalder hende et forfærdeligt barn og siger ”vær lige stille, unge dame” så Solvej holder sig for sig selv, lige indtil en dag, hvor hun møder en flok monstre som accepterer hende som hun er, i selskab med dem finder hun ud af hvad hun skal med alle ordene. Det er en super fantasifuld historie om at finde ud af, at vi alle er gode til noget og at lige meget hvad det er man er god til, så kan også det bruges til noget. Det er en rigtig fin historie som giver anledning til at tale om hvad vi hver især er gode til og så selvfølgelig til at tale om ord, hvorfor hedder ting det de hedder og kan man selv finde på ord. Jeg er vild med tegningerne i bogen som i starten er farveløse men i løbet af historien skrues der op for farverne. Bogen egner sig, efter min mening, godt fra det store børnehavebarn og helt op i indskolingen, jeg håber der er en dansklærer derude der vil gribe den og lave et undervisningsforløb med den, det egner den sig virkelig godt til. Bogen er en del af Ane Gudruns regnskovs projekt, så en del af overskuddet for bogen går til at opkøbe regnskov, virkelig en fin tanke. #højtlæsning #anegudrun #forlagetravn #billedbog


lotus_blomsterne

Vera læser bøger for træerne.

Tusind tak til @anegudrun for en fantastisk bog, som støtter et godt formål.

Bogen ”Solvej elsker ord …og monstre”, vil en del af overskuddet gå til opkøb af truet regnskov.

Det har Vera og jeg, fortalt træerne i vores skov.

Træerne blev meget glade, og de nød at lytte til Vera og den skønne fortælling.

Bogen ”Solvej elsker ord …og monstre”, handler om pigen Solvej.
Solvej er en pige, som elsker livet, og så elsker hun ord. Solvej siger ord hele tiden, ord som. ”Fisketang, søpølse, kosteskaft, rugbrødsmad”.
Solvej kan også finde på at sige: ”Niklelås, smakmukkel, hæksøbob”, selvom det er volapyk.

Solvej elsker at blande ord og finde på nye ord.
Men Solvej er ensom. For der er ingen der gider at tale med hende, når hun opfinder ord.

Men Solvej elsker ord så meget, at hun ikke vil stoppe med at sige skøre ord, hun selv finder på.
De voksne kan ikke forstå Solvej og vil have hende til at stoppe.
De synes, at hun er et forfærdelig barn. Solvej vil ikke være et forfærdelig barn, hun elsker blot ord og remser.

Solvej vælger at gå nye veje, hvor der ikke er voksne. Hun vil have fred og ro, til at sige det hun har lyst til.

Solvej nyder at være alene. Ingen voksne der siger: “Vær lige stille unge dame”.

Men er hun mon helt alene?

Nogle har lavet en børnefælde, og Solvej bliver fanget. Hun ryger ned i et hul, hvor der er nogle væsner.
Væsnerne siger en masse mærkelige lyde og de nikker.

Solvej kan se, at de er monstre. Men søde monstre, der ikke siger, at hun skal tie stille. Monstrene vil gerne lytte til Solvej og alle hendes ord og remser.

Solvej føler sig ikke ensom eller forfærdelig længere, Hun føler sig som en del af et fællesskab.

Solvej giver monstrene navne, for de hedder ikke noget. Måske kan man finde på nye ord til alt det som ikke har et navn.

I starte af bogen er der ingen farver, men efterhånden som man læser bogen, kommer der flere farver på siderne.

Vera elsker også at finde på skøre ord og remser. Så bogen var lige noget for hende.

Bogen er fantasifuld, med skønne illustrationer. Bogen lægger op til en snak om at være anderledes, og følge sine drømme, selvom andre siger man er skør 💚


bog_finken

𝐴𝑁𝑀𝐸𝐿𝐷𝐸𝐿𝑆𝐸

Titel: Solvej elsker ord…og monstre
Forfatter: Ane Gudrun
Forlag: Forlaget Ravn

Anmeldereksemplar fra forfatteren

Solvej elsker ord meget højt.
Hun siger dem hele tiden, og mange af dem finder hun selv på..og hun elsker dem alle, også dem der er volapyk.

Men Solvej har også nogle ord hun er ret træt af, feks: “Vær lige stille unge dame”, det synes hun bliver sagt lidt for ofte.

For at komme væk fra de steder hvor de ord bliver sagt hele tiden, går Solvej nogle andre veje. Hun går en vej hvor der ikke er mennesker, men opdager at der alligevel er nogen der lytter med, nedefra…
Hun møder en flok monstre, som synes at Solvej og hendes ord-snedkeri er fantastisk, ja de kan faktisk ikke få nok af hende.

Som pædagog har jeg mødt mange både børn og voksne, med særinteresser. Men fælles for dem alle har været, at de har været gode til noget.
Jeg har mødt mennesker der altid har følt sig forkerte, fordi de ikke lige skulle eller kunne det sammen som alle andre.
Men alle har de kunne et eller andet, som gjorde dem til den de var.
Vi skal rose i stedet for at bebrejde…Tænk nu hvis Solvej slet ikke havde haft et sprog…

Endnu en perle fra @anegudrun
Som med sine snedige tekster og smukke illustrationer, formår at tage kærligt hånd om nogle vigtige emner./Bettina

Vurdering: 5/5

Ane Gudrun: Solvej elsker ord … og monstre

Skrevet af Jonas Dinesen den 5. november 2020

Solvej elsker ord. Hun elsker ord så meget, at hun laver sine egne. Men det kan de vokse ikke lide. “Vær lige lidt stille, lille dame” får hun altid at vide. Så hun går sine egne vej. Og en dag havner hun nede hos nogle monstre. Helt modsat de voksne mennesker er monstrene vilde med Solvej og hendes evne til at skabe ord og navne. Hurtigt finder Solvej ud af at sprede glæde, og dermed kommer glæden også til hende selv.

Når Solvej spreder glæden, spreder hun også helt konkret farve i illustrationerne. Først får hun selv mere farve, og i takt med at hun navngiver monstrene – til stor fornøjelse – får også monstrene mere farve.

Noget af det, Ane Gudrun er så god til, er at få puttet sine budskaber, som i øvrigt er ganske aktuelle og relaterbare temaer, helt naturligt og diskret ind i sine historier. Man kan som regel finde to niveauer i Gudruns tekster.

I denne bog opdager vi, at ord, kreativitet og leg bringer liv, farve og glæde til livet. Det er lige netop, hvad vi oplever sker med Solvej. Det er så kedeligt, hvis man altid skal tie stille og sidde pænt. Så bliver livet lidt farveløst og trist. Alt skal ikke være så seriøst hele tiden. Der skal leg til at gøre livet sjovt og værd at leve.

Det er ved siden af – eller under – det reelle plan. Og her er handlingen bare fængende og morsom, mens vi følger Solvejs humoristiske ordlege, og vi kan kun glædes over den måde, at monstrene tager Solvej til sig og giver hende den anerkendelse, som de voksne – kedelige – mennesker ikke giver hende.

Jeg er glad for Ane Gudruns bøger, og denne bog, som er første udgivelse på Ane Gudruns eget forlag, skuffer ikke. Den er stemningsfuld, flot tegnet og har et fint budskab. Den er velegnet til både højtlæsning for de helt små og læs-selv for indskolingseleverne.

Og så har jeg næsten ikke nævnt selve illustrationerne. De er simple og udvikler sig fra en trist og primært gråtonet farvelægning til at være positive og farvestrålende, og selve farvelægningen er med til at underbygge pointen og budskabet, men det er også i kraft af denne udvikling, at bogen fungerer.

Læs blandt andet vores anmeldelse af Prinsesse Perlesnor ser lyserødt.

Ane Gudrun: Solvej elsker ord … og monstre. Forlaget Ravn, august 2020. 32 sider.

LEKTØRUDTALELSE

Solvej elsker ord – og monstre Billedbog. Solvej elsker ord, og hun elsker at finde på nye, selvopfundne ord. De voksne synes, hun skal tie stille, men så møder hun monstrene under jorden. De lytter til hende, og Solvej finder ud af, hvad hun er god til. Ane Gudrun bruger også navnet Ane Gudrun Øhrberg Materialevurdering:

 Kort om bogen Solvej elsker ord, og hun elsker at finde på nye ord. Hun elsker også de monstre nede under jorden, der lytter til hende. Billedbog for børn fra 3-6 år. Beskrivelse Solvej elsker at sige ord højt. Hun siger både ord, der eksisterer og volapykord, hun selv finder på. Men de voksne gider ikke høre på hende. De siger bare “Vær lige stille, unge dame”, og det er Solvej træt af. En dag er Solvej sulten, og hun får øje på en gulerod i jorden, der vender med det orange opad. Solvej trækker i den, og så falder hun ned i et hul under jorden. Dernede møder hun nogle venlige, brummende monstre, som hun navngiver, og som hun bliver gode venner med. Hos monstrene går det op for Solvej, at hun skal finde på navne til alt det, der endnu ikke hedder noget. Fx et ord for at finde ud af, hvad man er rigtig god til. Ane Gudrun har lavet flere billedbøger, fx En elefant på værelset.

Vurdering:

Solvej er en skøn pige med en livlig fantasi. Hun er fuld af dejlige ord, som er sjove at læse højt, og det er helt oplagt selv at lege videre med ord efter endt læsning. Historien er dejlig positiv, da Solvej finder nogle, der forstår hende og medvirker til at finde hendes mål om at finde ud af, hvad hun er god til. Stregtegningerne er fantasifulde og illustrerer fint, hvordan de voksne ikke forstår noget som helst. Andre bøger om samme emne

Andre billedbøger, hvor ord er omdrejningspunktet, er fx Ordtrolden og Bogstavtyven, der også leger med fjollede ord. Til bibliotekaren Anbefales til små og store biblioteker.

Materialet er vurderet af: Marianne Agger

juliethebookcat

Skrevet og illustreret af: Ane Gudrun

Forlag: Forlaget Ravn

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren. Alle meninger er mine egne.

Solvej elsker ord. Sådan virkelig elsker ord. Så meget at hun også finder på sine egne ord. Det er ikke altid de voksne gider høre på hende. De beder hende være stille. Men Solvej er nødt til at fortsætte, for der er så mange ord i hende.

“Solvej ved godt, at ikke alle har det sådan med ord. Når Solvej for eksempel siger: “Hullu mælkegrød gråhat hamlej,” svarer folk: “Vær lige stille, unge dame.” Til det svarer Solvej bare: “Krapyl halsklud bumfisk.” “Sikke dog et barn!” siger folk så. (citat fra bogen)

En dag går hun rundt og siger sine ord, da hun finder indgangen til en anden verden. En verden beboet af monstre, der ikke kan ret mange ord. Monstre der er triste, fordi de ikke har navne. Måske nogle af Solvejs mange ord kan hjælpe?

Fortællingen om Solvej og hendes kærlighed til ord er finurlig og sød. Den handler om at være god til noget, som ikke alle sætter pris på. Men der er næsten altid nogen, der kan bruge, det man kan, til noget.

Bogen er flot illustreret og farvene følger godt plottet. Der er en del tekst på siderne, så hvis den skal læses af barnet selv, skal de have et vidst niveau. Nogle af ordenen kan være svære at læse, fordi de er volapyk-ord – men det giver anledning til en god samtale om, hvilke ord der giver mening, og hvad de lidt sværere ord betyder. For mig var der af og til lidt for meget vrøvl, men jeg sikker på, at børn vil synes det er enormt sjovt at få læst de sjove ord op. Jeg tror, det taler godt til målgruppen.

Bogen får 4/5 stjerner: ****.

Bonusinfo: Jeg har også altid elsket ord. Og viden. Jeg stillede mange spørgsmål som barn, og insisterede på at få svar – også selvom der ikke altid var et svar. Jeg var nok lidt irriterende. Faktisk.

Julie the Book Cat kl.

Køb Solvej elsker ord og monstre HER