I dag er det min fars fødselsdag. 18. dec. Det er ham, jeg har lavet ’Rævemundfuld og de andre nisser i hulen’ med. Dette er den første af hans fødselsdage i hele mit liv, vi skal holde uden ham. Det er ikke let. Men jeg vil alligevel dele det mindeord, som jeg skrev om ham, der blev tryk i Kristelig Dagblad sidste år.
Mindeord for Jens Øhrberg Simonsen, født 18. dec. 1940 – død 20. feb. 2025
Min far er død. Det gør ondt i hele kroppen at skrive det, især i hjertet. Jeg vil ikke bruge ordene gået bort eller forladt os, for det er han ikke. Han er død. Jeg så ham tage den sidste vejrtrækning. Et menneske, jeg har kendt hele mit liv, var ikke i live mere.
Min far var mange slags.
Han var en bondeknold fra landet, som lavede såler til sine sko af gamle gulvtæpper og seler af en gammel snor, han fandt. Jeg troede længe, at det var sådan, man gjorde. Han kunne bygge og snedkerere, for det var der brug for i det gamle landbrug, han kom fra.
Han var en lærd mand, som læste bøger, også de helt nyeste fra den øverste litterære hylde. Da jeg var barn, var vi ofte på biblioteket. Jeg fik lov at låne lige det, jeg ville. Han lånte selv flere. Efter biblioteket tog vi tit en runde på kunstmuseet, både for at se på den nye kunst, men også den gamle. Vi skulle især se L.A. Rings knoglede køer. Ja, bondeknolden var også med på museum.
Han var også en berejst mand, for han ville have alting med. Der er ikke mange steder i verden, min far ikke har set. Det værste for ham var at gå glip af noget. Han sagde ja til alt, vi foreslog. Men selvom han ikke brød sig om at gå glip af noget, så ilede han ikke videre til det næste og det næste. Han og jeg kunne cykle til stranden, hvor han gad ligge i sandet i flere timer og bare være til, mens jeg fangede krabber i det lave vand. Det gav han sig tid til. Det var nogle af de gange, jeg oplevede, at tiden stod sådan helt flimrende stille.
Han sagde altid ja. Det er ikke længere siden end anden juledag, hvor vi sad i vildmarksbad – far, mine søskende, min svoger og min ældste søn – og drak dåsebajere og kastede de tomme dåser efter vores parkerede biler. Vi ramte godt nok aldrig. Han ville helst kaste efter de pæneste biler, for poleret pænhed var han ikke vild med.
Han var et menneske fuld af humor, vid og vildskab.
Han var en meget nærværende far, om det var turene til stranden, museet eller når han kørte mig på efterskole. Han var god at snakke problemer med, både med mig som teenager og som voksen. Han tilbød altid et meget nuanceret billede af situationen.
Han var forfatter. Han skrev en julekalenderhistorie til mig. Hver aften skrev han et afsnit til dagen efter. Senere illustrerede jeg den, og den blev udgivet. Sidste jul så jeg den på Dokk1 udstillet på deres hylde. Han havde ordene i sin magt, både i prædikener, tekster, digte og i sin begavede humor.
Han gav ikke op. Han fulgte med. Jeg har tit tænkt, hvor vildt det var, at han i sin livstid både har gået bag ploven, men også kunne følge med i al den nyeste teknologi. Og også på nye tanker og levemåder fulgte han med, for han var aldrig forstokket.
Han var inspirerende på næsten alle parametre. Især lysten til livet, til at lade livet betyde noget. Udnytte alle muligheder for at fejre, om det var jul, fødselsdag, påske, ferie. Og livet.
Han var så mange slags: en lærd mand, en bondeknold, en vildbasse, en medfølende mand, en drillepind, en motorcyklist, en begavet humorist, hjælpsom, en naturelsker. Han havde let til latter, og vi var aldrig i tvivl om, at han elskede hele sin store familie. Min far var min ven.
Han levede stærkt indtil det sidste.
Min far var mange slags – den fineste af slagsen.
Jeg vil ikke bruge ordene gået bort eller forladt os, for han er her. Om det er det evige liv i bibelsk forstand, ved jeg ikke. Men jeg ved, at han er i den luft, som lærkerne synger med, og i den jord, klokkeblomsterne gror af. Intet forsvinder i videnskabelig forstand fra jorden. Vi dør, og vi bliver til jord, luft, molekyler i et evigt kredsløb – og det er i hvert fald et evigt liv.
Hans liv og hans død har fyldt mig med taknemmelighed. Taknemmelighed over, at jeg fik lige netop ham som min far.
Og hvis et af hans mange gode råd skal gives videre i dette mindeord, så lad det være:
”Man skal kunne leve med uløste problemer.”
Det kan vi vist alle godt bruge i denne tid.
Ane Gudrun
Find bogen HER
