Jeg får nogle gange forespørgsler på interview – nogle gange har jeg tid til at svare, andre gange har jeg simpelthen ikke, selvom jeg gerne ville. Her har jeg fået tilsendt nogle spørgsmål om at være forfatter fra en skøn 10. klasses elev. Hvis andre vil læse med, så deler jeg det lige her på min blog:
—–
Spørgsmål til forfatter
- Hvordan blev du forfatter? Hvordan startede du? Tog du først en gymnasial uddannelse eller hvordan gik det til?
Det er altid et spørgsmål, man kan stille sig; hvornår er man forfatter? Er det, når du har skrevet din første bog, eller er det, når du får din første udgivelse?
For jeg lavede min første bog, måske som tiårig, hvor jeg tegnede og illustrerede, og hvor jeg derefter selv syede siderne sammen med sytråd. Men min første rigtige udgivelse på et stort forlag fik jeg i 2015. Jeg tog en gymnasial uddannelse, før jeg blev udgivet, men jeg skrev også før jeg tog HF.
- Er det svært at bryde igennem som forfatter? Hvad skal der til for at bryde igennem.
Ja, det er rigtigt svært, hvis jeg skal være ærlig. Branchen er lidt hård, og der er mange om buddet. Men det skal ikke holde nogen fra at prøve. Jeg tror, der skal flere ting til for at bryde igennem. En god historie, men nok også noget PRmæssigt, for du kan have skrevet verdens bedste bog, men hvis ingen læser den, så er der jo ikke nogen, der ved det.
- Hvad skal der til, for at være en god forfatter?
Jeg hørte en anden forfatter sige, at der skal en god historie til, resten er bare slid. Det er nok lidt rigtigt. Man bliver ikke forfatter, hvis man ikke skriver, – så det er noget med r*ven i sædet og bare komme derudaf. Så hjælper det også selv at læse en masse, så man lærer sproget rigtigt godt at kende.
- Har du altid gerne ville være forfatter?
Jeg har en dagbog, fra jeg var måske 8/10år, hvor jeg skrev, at jeg gerne ville være tegner, forfatter, skuespiller og skjoldmø. (Det sidste er nok længst fra 😉) Så ja, jeg har haft drømmen længe.
- Hvad kan du bedst lide ved at være forfatter?
At jeg kan få mine ord ud i verden. Jeg har så mange ideer, og jeg elsker at se dem blive modtaget et sted udenfor mig.
- Hvilke fordele og ulemper er der, ved at være forfatter?
Forfatterjobbet kan være ensomt. Ordene er dine og ingen andre kan trække dem ud af dine fingre. Men det er også en fordel at være sin egen herre, hvis man er god til at arbejde struktureret.
- Hvad mener du, der skal til, for at skrive en god bog?
Jeg tror, mit svar er, som i nummer tre. En god historie og så knokle på. Og så er der selvfølgelig en masse oveni, som handler om god research, viden om sprog, og at man skriver noget, som andre kan relatere til på en eller anden måde.
Hvordan fungerer jobbet?
- Hvordan fungerer det at være forfatter, i forhold til løn osv.?
Forfatterne er pressede på løn. Jeg tror, det er meget, meget, meget få forfattere, som tør regne deres timeløn ud. Forfatteren får omkring 15-20% af salget på en bog. Så det er ikke svært at regne ud, at der skal sælges mange bøger, hvis en forfatter har brugt mellem et år og to år på at skrive bogen.
- Kan man leve af at være forfatter? hvis ja, er det så nemt eller svært at leve af?
Det er forsvindende få af de danske forfattere, som lever af deres forfattervirke. De fleste har andre indtægter. Det kan være halvtidsjob, foredragsvirksomhed og lignende.
Hvordan fungerer det, i forhold til forlaget?
- Hvor meget blander forlaget sig, i forhold til forfatterens skrivning af, f.eks. en roman. Sender forfatteren et kapitel ind ad gangen, hvorefter de godkender, eller hvordan foregår det?
Det er afhængigt af forlag og forfatter. Jeg kan ikke fungere med, at nogen kigger mig over skulderen, mens jeg er i den kreative proces. Jeg skriver på et kapitel i slutningen, et i midten og et i starten. Jeg sender derfor altid hele baduljen ind, når jeg er færdig, meeeen derefter så skal der rettes til, flyttes rundt og redigeres i mange omgange. Men jeg kender flere forfattere, som arbejder sammen med deres redaktør på den måde, at der bliver sendt et kapitel ind ad gangen, og så rettes det til. Men om forlaget blander sig? Ja, det gør de. Det er deres økonomi, som finansierer bogen, derfor er det klart, at de har (og bør have) meget at sige.
- Er det, i sidste ende, mest forfatteren eller forlaget, der har rettighederne til bogen? Hvem bestemmer, hvad der ligesom sker med den?
Det kommer an på kontrakten, som forlag og forfatter har tegnet med hinanden. Nogle kontrakter er for livstid og så tilhører bogen forlaget for altid. Andre har tid på, og så kan forfatter og forlag vælge at gentegne kontrakten ved udløb, hvis der stadig er salg i bogen.
Personlig holdning
- Hvad synes du selv om at være forfatter?
Jeg elsker at være forfatter, men jeg hader, at jeg elsker det, for det er en hård branche, og der er mange timers knoklearbejde. Afslag og anmeldelser kan være hårde, men også fantastiske. Men jeg elsker det.
- Hvad kan du bedst lide at skrive om? Hvilken genre?
Jeg kan lide mange genre. Jeg har skrevet flest billedbøger med en eller anden morale i. Jeg har også skrevet sjove læslet-bøger. Jeg har skrevet to gyserromaner til unge/voksne, men jeg er heller ikke bange for at kaste mig over hobbybøger, hvor jeg har to udgivelser, som handler om at skrive bøger bl.a. For tiden skriver jeg mest på noget skønlitterært til voksne og prøver også drama-genren af. Jeg får som tidligere nævnt mange ideer.
- Hvilke slags mennesker, vil du anbefale jobbet til?
Folk med gode ideer, folk som er kreativt tænkende, men også folk som har en jernvilje, for det skal der til.
——
Spørgsmålene er skrevet af Sigurd Duus
Kærlig hilsen forfatter Ane Gudrun