Hjørring bibliotek

Jeg har arbejdet som illustrator på projektet VendsysselNoveller.

Biblioteket forklarer projektet sådan:

VendsysselNoveller er et tværkunstnerisk projekt, skabt af Hjørring Bibliotekerne, der ønsker at styrke læselyst og skriveglæde hos unge gennem mødet med professionelle kunstnere. I projektet, der forener litteratur, grafisk design og lokalhistorie, vil 10 unge deltagere blive klogere på de kunstneriske processer, der ligger bagved det at skrive en novelle, der tager udgangspunkt i Vendsyssels historie.  

For at kunne skrive novellerne skal de unge igennem et længerevarende forløb, hvor de møder forfatter Mads Nygaard og illustrator Ane Gudrun. I samspil med dem vil de unge få redskaber og erfaring til at blive endnu bedre til at kunne skrive deres egne noveller.  

Med projektet håber vi på Hjørring Bibliotekerne, at vi kan styrke unges skriveglæde og læselyst gennem mødet med inspirerende kunstnere. Formålet er også at give de unge mulighed for at fordybe sig i et fællesskab, som er åbent overfor den kreative proces bag skrivearbejdet. Det skal udfordre de unge og give dem nye rammer for, hvordan man oplever og skaber litteratur og i sidste ende styrke dem i fremtidige forfatterdrømme.  

Projektet kommer til at strække sig over en periode på cirka fem måneder (med start januar 2024), hvor vi forventer at afholde rundvisninger, workshops, skriveværksteder, fernisering med oplæsning og udgivelse.

VendsysselNoveller er støttet af Huskunstnerordningen Statens kunstfond”.