Noget om overspringshandlinger

Det er ikke særligt tit, at jeg laver overspringshandlinger, men når jeg gør – Holy macaroni. Jeg er ikke vild med at pakke og at rydde op i mit tøjskab. Men jeg er heller ikke vild med næste skridt i mit bogprojekt. ‘Ved Fuldmåne’ kommer snart fra tryk … og så skal jeg til at lave det pr-arbejde for bogen, som jeg er dårligst til. Den skal sendes til bogbloggere, aviser og andre, som kan hjælpe med at få min bog længere ud i verden. Men nøj, jeg synes, det er svært og angstfremkaldende. Hvad er smartest, mest givtigt og bedst? Trænger jeg mig på? Og burde man i stedet …? Og jeg har jo heller ikke et kæmpe budget til pr … Jeg begynder tit at skrive punkter ned, og så ruller jeg rundt og knurrer og står på hovedet, så laver jeg fire punkter mere, og så skal jeg lige pludselig noget vigtigt med at nippe blade af mit fiktive bonsai-træ. Men mon det ikke er ok at kende sit kryptonit?