Herunder vil jeg lige dele en skæg tegneøvelse, som findes i bogen Tegneøvelser og Tegnelege.
Øvelsen hedder ”Tre ting metoden” og i Tegneøvelser og Tegnelege beskrives øvelsen sådan her:
”Tre ting metoden”
Hvad skal jeg tegne? Sådan spørger en tegner nogle gange sig selv. Mange tegnere kan nemlig have svært ved at finde ud af, hvad de skal tegne, som ikke er en efterligning eller gentegning af et objekt. Derfor bruger jeg nogle gange ”Tre ting metoden.”
”Tre ting metoden” får dig ikke kun i gang, men den opøver dig også i at tegne ting, som du normalt ikke tegner. Samtidig får du øvet din kreativitet, for det kan godt blive rigtigt anderledes, end det du er vant til.
Sådan gør du:
Her er det smart at have en makker. Den ene person siger alfabetet inde i sit hoved, den anden person siger stop. Det bogstav den første person kom til, da der blev sagt stop, skrives ned. Dette gøres tre gange, til der er tre forskellige og tilfældige bogstaver. Har du ikke en makker, kan du gøre det på denne måde. Sæt en kort alarm på din mobil (mellem 2-10 sekunder) Sig alfabetet og vælg det bogstav, du kom til, da din alarm ringede. Dette gør du tre gange, så du har tre tilfældige bogstaver.
Vælg nu tre ting, som starter med de pågældende bogstaver.
G- for guitar, H- for Hest, E- for edderkop.
Nu skal der tegnes. Du skal tegne en blanding af disse tre ord. Du skal altså ikke tegne en hest, en guitar og en edderkop. Du skal tegne en Hesteguitaredderkop.
Er I to til legen, kan det være sjovt ikke at afsløre jeres tegninger, før I er færdige.
Her kan du se et eksempel på, hvordan man kan blande tre dyr på to meget forskellige måder. En narhval, en gris og en blæksprutte kan få meget forskellige udtryk, hvis du tegner dem i forskellige stilarter.
Held og lykke med øvelsen, hvis du vil have flere skægge øvelser, kan du finde dem i Tegneøvelser og Tegnelege.
Du kan købe bogen HER


