Kategoriarkiv: Blog/ Klummer

Podcast om hobbybøger

Jeg har deltaget i podcasten Kreabogklubben. Hvor Karoline Dahrling Hughes og jeg taler om hobby/krea-bøger og kreative processer.

Sådan her skriver Karoline om afsnittet:

Afsnit 4 i Kreabogklubben er med min gode popcornhjernekollega Ane Gudrun, der er illustrator og forfatter til en lang række bøger, både let-læs, billedbøger, ungdomsromaner, faglitteratur og tekster til voksne. Ane Gudrun er uddannet dansk-, billedkunst-, sløjd- og biologilærer, og derudover har hun en erhvervstekstforfatteruddannelse og har arbejdet med tekster rettet til branding og PR i erhvervslivet som kommunikationsmedarbejder. Hun har også undervist i kreative fag i flere år og delt sin viden både med børn i grundskolen, men også med voksne ved FOF og online. Ane har siden 2012 drevet egen virksomhed med illustration, grafisk arbejde, og alt det der ligger bagved.

Ane kan det hele, og var har en god snak om hvordan man vælger ud i de kreative interesser, hvad man skal tænke på, hvis man gerne vil udgive selv, og så får vi lige vendt de gode gamle ”grimme” kreabøger, og alt det de stadig kan!

Link til podcasten HER

Billederne som bliver beskrevet i podcasten kan ses her:

Bøger omtalt i afsnittet, som jeg skulle vælge til afsnittet:

Du kan finde flere podcast med mig her:

LINK TIL FLERE PODCAST

Forfatter-spørgsmål fra 10.klasses elev Sigurd Duus

Jeg får nogle gange forespørgsler på interview – nogle gange har jeg tid til at svare, andre gange har jeg simpelthen ikke, selvom jeg gerne ville. Her har jeg fået tilsendt nogle spørgsmål om at være forfatter fra en skøn 10. klasses elev. Hvis andre vil læse med, så deler jeg det lige her på min blog:

—–

Spørgsmål til forfatter

  • Hvordan blev du forfatter? Hvordan startede du? Tog du først en gymnasial uddannelse eller hvordan gik det til?

Det er altid et spørgsmål, man kan stille sig; hvornår er man forfatter? Er det, når du har skrevet din første bog, eller er det, når du får din første udgivelse?

For jeg lavede min første bog, måske som tiårig, hvor jeg tegnede og illustrerede, og hvor jeg derefter selv syede siderne sammen med sytråd. Men min første rigtige udgivelse på et stort forlag fik jeg i 2015. Jeg tog en gymnasial uddannelse, før jeg blev udgivet, men jeg skrev også før jeg tog HF.

  • Er det svært at bryde igennem som forfatter? Hvad skal der til for at bryde igennem.

Ja, det er rigtigt svært, hvis jeg skal være ærlig. Branchen er lidt hård, og der er mange om buddet. Men det skal ikke holde nogen fra at prøve. Jeg tror, der skal flere ting til for at bryde igennem. En god historie, men nok også noget PRmæssigt, for du kan have skrevet verdens bedste bog, men hvis ingen læser den, så er der jo ikke nogen, der ved det.

  • Hvad skal der til, for at være en god forfatter?

Jeg hørte en anden forfatter sige, at der skal en god historie til, resten er bare slid. Det er nok lidt rigtigt. Man bliver ikke forfatter, hvis man ikke skriver, – så det er noget med r*ven i sædet og bare komme derudaf. Så hjælper det også selv at læse en masse, så man lærer sproget rigtigt godt at kende.

  • Har du altid gerne ville være forfatter?

Jeg har en dagbog, fra jeg var måske 8/10år, hvor jeg skrev, at jeg gerne ville være tegner, forfatter, skuespiller og skjoldmø. (Det sidste er nok længst fra 😉) Så ja, jeg har haft drømmen længe.

  • Hvad kan du bedst lide ved at være forfatter?

At jeg kan få mine ord ud i verden. Jeg har så mange ideer, og jeg elsker at se dem blive modtaget et sted udenfor mig.

  • Hvilke fordele og ulemper er der, ved at være forfatter?

Forfatterjobbet kan være ensomt. Ordene er dine og ingen andre kan trække dem ud af dine fingre. Men det er også en fordel at være sin egen herre, hvis man er god til at arbejde struktureret.

  • Hvad mener du, der skal til, for at skrive en god bog?

Jeg tror, mit svar er, som i nummer tre. En god historie og så knokle på. Og så er der selvfølgelig en masse oveni, som handler om god research, viden om sprog, og at man skriver noget, som andre kan relatere til på en eller anden måde.

Hvordan fungerer jobbet?

  • Hvordan fungerer det at være forfatter, i forhold til løn osv.?

Forfatterne er pressede på løn. Jeg tror, det er meget, meget, meget få forfattere, som tør regne deres timeløn ud. Forfatteren får omkring 15-20% af salget på en bog. Så det er ikke svært at regne ud, at der skal sælges mange bøger, hvis en forfatter har brugt mellem et år og to år på at skrive bogen.

  • Kan man leve af at være forfatter? hvis ja, er det så nemt eller svært at leve af?

Det er forsvindende få af de danske forfattere, som lever af deres forfattervirke. De fleste har andre indtægter. Det kan være halvtidsjob, foredragsvirksomhed og lignende.

Hvordan fungerer det, i forhold til forlaget?

  • Hvor meget blander forlaget sig, i forhold til forfatterens skrivning af, f.eks. en roman. Sender forfatteren et kapitel ind ad gangen, hvorefter de godkender, eller hvordan foregår det?

Det er afhængigt af forlag og forfatter. Jeg kan ikke fungere med, at nogen kigger mig over skulderen, mens jeg er i den kreative proces. Jeg skriver på et kapitel i slutningen, et i midten og et i starten. Jeg sender derfor altid hele baduljen ind, når jeg er færdig, meeeen derefter så skal der rettes til, flyttes rundt og redigeres i mange omgange. Men jeg kender flere forfattere, som arbejder sammen med deres redaktør på den måde, at der bliver sendt et kapitel ind ad gangen, og så rettes det til. Men om forlaget blander sig? Ja, det gør de. Det er deres økonomi, som finansierer bogen, derfor er det klart, at de har (og bør have) meget at sige.

  • Er det, i sidste ende, mest forfatteren eller forlaget, der har rettighederne til bogen? Hvem bestemmer, hvad der ligesom sker med den?

Det kommer an på kontrakten, som forlag og forfatter har tegnet med hinanden. Nogle kontrakter er for livstid og så tilhører bogen forlaget for altid. Andre har tid på, og så kan forfatter og forlag vælge at gentegne kontrakten ved udløb, hvis der stadig er salg i bogen.

Personlig holdning

  • Hvad synes du selv om at være forfatter?

Jeg elsker at være forfatter, men jeg hader, at jeg elsker det, for det er en hård branche, og der er mange timers knoklearbejde. Afslag og anmeldelser kan være hårde, men også fantastiske. Men jeg elsker det. 

  • Hvad kan du bedst lide at skrive om? Hvilken genre?

Jeg kan lide mange genre. Jeg har skrevet flest billedbøger med en eller anden morale i. Jeg har også skrevet sjove læslet-bøger. Jeg har skrevet to gyserromaner til unge/voksne, men jeg er heller ikke bange for at kaste mig over hobbybøger, hvor jeg har to udgivelser, som handler om at skrive bøger bl.a. For tiden skriver jeg mest på noget skønlitterært til voksne og prøver også drama-genren af. Jeg får som tidligere nævnt mange ideer.

  • Hvilke slags mennesker, vil du anbefale jobbet til?

Folk med gode ideer, folk som er kreativt tænkende, men også folk som har en jernvilje, for det skal der til.

——

Spørgsmålene er skrevet af Sigurd Duus

Kærlig hilsen forfatter Ane Gudrun

Indlæseren er vigtig

Lydbogen Ved Fuldmåne udkommer hos Lytteratur d. 30. august, og en af de bærende elementer ved en lydbog er indlæseren. Jeg er selv meget stemme-følsom, derfor er indlæserens stemme og betoning meget vigtig for mig. Derfor var jeg glad for, at jeg fik lov at vælge indlæseren. At indlæse Ved fuldmåne er ikke en nem opgave, fordi der både er en ung fortæller-stemme, men der er også nogle kapitler, som fortælles i du-form, og hvor der er nogle ret heftige detaljer. Stemme er en ukendt karakter langt hen i historien. Derfor brugte jeg meget lang tid på at finde indlæseren i det udvalg, jeg havde. Det er et ret stort spænd mellem de to ‘stemmer’ i kapitlerne. Jeg lyttede flere historier med mange indlæsere på bl.a. eReolen. Og I kan godt glæde jer, for den indlæser, jeg har valgt, er dygtig! Klara Witt gør et fantastisk arbejde. Hvis du vil høre Klara Witt indlæse Ved Fuldmåne, kan du allerede nu tilføje Ved Fuldmåne til din boghylde på dine tjenester.

KH Illustrator og forfatter Ane Gudrun

Forsideafsløring!

til lydbogen Ved Fuldmåne

Lytteratur, som udgiver lydbogen til Ved fuldmåne, har lavet et vildt fint cover til lydbogen. Jeg er vild med detaljen, at Sylvester er gennemsigtig, da han jo er væk, og Ingeborg savner ham. Tjek lige det længselsfulde blik kvinden har.

Jeg håber, at de lidt faretruende farver + det skummeltudseende sanatorie i bunden er med til at fortælle, at bogen måske ikke er for helt sarte sjæle. Lydbogen Ved Fuldmåne har udgivelse d. 30. august 2023, men du kan allerede nu tilføje bogen til din boghylde på dine tjenester.

Du kan lytte til Ved Fuldmåne på din streamingtjeneste, eller du kan finde den HER, som fysisk bog

KH Illustrator og forfatter Ane Gudrun

Spændende! Lydbogen til Ved Fuldmåne er lige på trapperne.

Jeg glæder mig!’

Ved Fuldmåne’ går sin stille gang. Den råber ikke højt som ‘Forbandet OnDsdag’, der lynhurtigt fik en masse anmeldelser. Det sjove er, at Ved Fuldmånes hovedperson Ingeborg også er mere “stille i sin gang”, og nogle i bogen omtaler hende faktisk som Ingeboring, hvor Ibber fra fra Forbandet OnDsdag snakkede grimt, var uregerlig og anderledes. Der er altså sjovt, at det ligesom hænger sammen … ikke at jeg har fået at vide, at Ved fuldmåne er kedelig (måske tvært imod – den er eftersigende ret vild) Men at bogens fart i verden, passer til hovedpersonernes fart. Det er altså sjovt. Heldigvis modtager jeg mange positive tilbagemeldinger i min indbakke, på Facebook og faktisk også ansigt-til-ansigt fra læsere. Jeg har samlet nogle få her. Hurra for jer, der læser den.

Find ved Fuldmåne HER

KH Illustrator og forfatter Ane Gudrun

Officiel udgivelsesdag

Hurraaaaaaaaa! I dag d. 17. august har ‘Skriveøvelser og skrivelege – fra 10 år til 100+ år’ officiel udgivelsesdag. Hurra og hop og dans. Jeg håber, den kommer til at give megameget god skrive-energi og lyst til at lege med ord. Jeg fejrer dagen med skyr og kaffe … burde man fejre den med noget andet?

😄

KH Illustrator og forfatter Ane Gudrun

Tanker om stand på Næsgårdmarked ved Grenå … og om at blive ved.

Jeg var til en hel fantastisk weekend på Næsgårdmarked i sidste weekend. Jeg har gennem noget tid overvejet, om jeg skulle blive ved med at skrive bøger. (Sådan helt ærligt) Bogbranchen er en lille indelukket verden inde i sig selv.

Denne weekend har været med til at ændre noget i mig. Det er lidt vildt faktisk. Jeg har mødt læsere fra hele Danmark. Folk som har brugt mine bøger i institutioner i relationsarbejde i flere år, i krisesituationer med syge familiemedlemmer, familier som gik bevidst efter mine bøger, fordi de kendte dem og ville have flere … og meget mere. Folk som kender mig streg og mine historier fra bibliotekerne og andre opgaver. Nye læsere som udtrykte glæde ved mit univers. Folk som spurgte til min rejse i branchen.

Jeg er faktisk lidt blæst bagover, når man bare knokler alene med sig selv. Jeg klør på med fornyet energi og lidt flere midler at arbejde med. Tusind tak til alle jer som kiggede forbi med positiv energi i min retning.

KH Illustrator og forfatter Ane Gudrun

Ane Gudrun i lokal TV

Jeg har været i lokal TV hos Stig Ulrichsen og Welcome to my world, hvor jeg snakkede om Ved Fuldmåne, om at være forfatter, om at bo i Randers og om Skrivegruppe/skrivefællesskaber. Det har været sendt i lokal TV, men du kan se det her på YouTube

Læs mere om Ved Fuldmåne HER

Køb Ved fuldmåne HER

KH forfatter Ane Gudrun

Screening af Ane Gudruns bøger til læseappen Maneno

I forbindelse med at jeg skulle lave et samarbejde med Maneno, som er en læse-app børn/unge, skulle mine bøger screenes for, om de var egnede til appen. Jeg har fået lov at dele screeningen. Læs med herunder:

Screening af bøger – Ane Gudrun

“Fik adgang i Publizon til lydbogen “Fire finurlige fortællinger” (Pigefest .. for Søren!, Solvej elsker ord og monstre, Vanddragen og En elefant på værelset) samt e-bogen “Forbandet OnDsdag”.

Generelt

Ane Gudruns Oeuvre spænder over lix 5 og 6 med serien “Kær og Abe” til lix 24 med “Forbandet OnDsdag”. Ane Gudrun tager fat i en myriade af forskellige emner, som kan være svære eller tunge, og formår at formidle dem i et let og legende sprog tiltænkt den pågældende målgruppe. Det er tydeligt, om hun skriver om børn til børn, eller om unge til unge, men samtidig mister hun aldrig sin let tilgængelige og legende skrivestil. Hun spænder over en bred målgruppe med noget for alle, og intet tema er for stort til at tage op. Børnebøgerne illustrerer Ane Gudrun selv, og med sine stilistiske og finurlige billeder giver hun liv og detaljer til fortællingen, og som rammesætter gode samtaler og dialogisk læsning med børnene. Alle illustrationerne er med til at give barnet læsestøtte, idet der er overensstemmelse mellem billede og tekst, således at barnet ud fra billederne i store træk selv kan forstå og genfortælle historien. Illustrationerne understøtter og udvider tekstens budskab og har en afgørende betydning for elevens forståelse. Alt efter barnets niveau anvendes billederne som støtte til at komme frem til bogens handling og nogle af de ord, der står i teksten.

Fire finurlige fortællinger

Indeholder fortællingerne “Vanddragen”, “Solvej elsker ord og monstre”, “En elefant på værelset” og “Pigefest … for Søren!”.

Ane Gudrun tager i “Fire finurlige fortællinger”, som er henvendt til børn fra 3 år, fat i emner som mobning og venskab, søskendeforhold og det at turde sige fra, hvad og hvornår er man en familie, samt at udforske og anerkende sine egne evner – også selvom andre ikke gør. Sproget er igen legende og let, skrevet om børn til børn i børnehøjde, således at budskabet, uanset hvilket emne, der er tale om, bliver formidlet på en hensigtsmæssig og morsom måde. De finurlige fortællinger bliver levendegjort af Lars Thiesgaard, som gennem sin oplæsning lægger op til dialoger og indlevelse i historien. Hans mange stemmer, brug af pauser, hastighed og diverse andre virkemidler formidler Ane Gudruns tekster og giver de svære emner skrevet i børnehøjde et nyt format, hvor alle kan være med uanset alder og niveau.

Forbandet OnDsdag

Lix 24 – udregnet ud fra kapitel 1.

En forbandet spændende ungdomsroman til de lidt ældre børn, som godt kan lide en god omgang gys og sort humor. Fortælleren er tydeligt selv en (overdramatisk) teenager, hvis modstridende følelser og tanker indrammer historien på en frisk, og ucensureret, måde, som fremhæver historien og dens temaer, og samtidig med sin lette, sarkastiske og humoristiske stemme, giver et pusterum for uhyggen. Man indlever sig nemt i hovedpersonen og gennem historien, når vi en masse emner og temaer rundt. Romanen er grænseoverskridende, dyster og tager fat i ensomhed, familie, kærlighed, sex, venskaber og gruppepres. I historien udfordrer en gruppe venner hinanden. Udfordringer, der hurtigt kommer ud af kontrol med uforudsete konsekvenser og et (u)hyggeligt twist til slut.

Lidt i stil med “Intet” af Janne Teller. Så er man fan af den, vil man helt klart elske denne bog!”

Tine – fra Maneno (Læseapp)

——

Find bøgerne HER

Om lydbogen Perlevenner-serien

Så er den her …lydbogen til Perlevenner-serien.!!!

Perlevenner-serien (Tre historier om forskellighed) indeholder bøgerne “Prinsesse Perlesnor ser (lyse)rødt”, “Æder Edderkopper får en monstergod ven” og “Tom Robot lærer af (feje) lege.”

I “Prinsesse Perlesnor ser (lyse)rødt” finder prinsessen ud af, at verden er meget bedre, når den er fuld af farver og ikke bare er lyserød. I “Æder Edderkopper får en monstergod ven” finder monstret Æder Edderkopper ud af, at prinsesser slet ikke er farlige fremmede, som han ellers har fået at vide. I “Tom Robot lærer af (feje) lege.” lærer robotten Tom, at ikke alt behøver at lægge i farveorden, men at man kan bruge sin fantasi sammen med gode venner.

Lydbogen er indlæst af mageløse Thomas Arnt.

Thomas indlæste bøgerne i forbindelse med, at de kom i konceptet Bog&Bio.

Thomas og jeg lærte hinanden at kende for ca. 7år siden. Vi mødtes via en Facebook-gruppe for forfattere. Vi begyndte sådan rigtigt at snakke sammen, fordi jeg kommenterede på en af Thomas’ videoer, at han havde en feeed stemme. (Jeg kan godt være ret filterløs, når det gælder ros til folk, jeg synes, gør det godt.)

Thomas og jeg har efterfølgende lavet mange bøger sammen. Vi taler ideer, hvorefter Thomas skriver og jeg illustrerer. Thomas har også skrevet en melodi til en af mine bøger. (Drømmeland)

Nu kan du nyde indlæsningen på eReolen, Saxo eller Bog&idé og som Thomas har skrevet: ”Jeg lagde mig virkelig i selen for at give historierne det rette liv uden at overspille.”

Køb de fysiske bøger HER

Vil du se bøgerne som animerede billedbøger, så HER

KH Illustrator og børnebogsforfatter Ane Gudrun