Følelser på papir (klumme fra avis)
Udgivet den 19. december 2014
Nu nærmer julen sig, så skal klummen handle om æsler. Og om hvordan følelserne rammer papiret,
– om at mærke dybden hos dyr, – om at få noget uden at blive krævet noget tilbage og om hvordan
alt det giver mere til den kreative dybde.
Æsler, hvorfor vil jeg skrive om æsler? Meget er sagt og skrevet om æsler, det meste ikke særligt
positivt. Måske kun lige at æslet var i samme stald, som Jesusbarnet, da han blev født og derved fik
jeg også sneget lidt jul ind i klummen.
Men mest skrives der om stædige og sure æsler.
Men den holdning skal vi ændre. Jeg har i forbindelse med mit firma været så heldig at blive
inviteret ud til en hel flok æsler. Og det var fantastisk.
Jeg var blevet hyret til at tegne en illustration til en plakat, som skulle vise en kontakt mellem et
barn og et æsel, og den lykkefølelse kontakten giver.
De æsler, jeg besøgte bliver brugt til et helt nyt fænomen i Danmark, nemlig æsel-terapi eller
asinoterapi, som det hedder.
Jeg studsede lidt over det først, men da jeg fik forklaret, hvordan æslerne bliver brugt i samspil med
børn med vanskeligheder både motorisk og socialt, så gav det god mening. Og det gav især god
mening, da jeg mødte æslerne.
Roen hos dyrene var slående og deres nysgerrighed var ikke pågående, men afventende.
Jeg var blevet bedt om at udtrykke den lykkefølelse, som opstår i barnets møde med dyret.
Og lykke, hvordan tegnes det?
Men efter mødet med de mange æsler, som stod rolige i en nysgerrig kontakt, var jeg opfyldt af en
fantastisk følelse. Følelsen af at måtte være en del af, følelsen af at få noget, uden at blive afkrævet.
Og jeg kunne lige så tydeligt mærke følelsen, som skulle udtrykkes.
Varm sol og bakketop, og glæde i øjnene på både barn og dyr.
Jeg ramte heldigvis følelsen i første forsøg, givetvis fordi jeg havde stået der og lykken havde givet
genklang i min sjæl. Og i de efterfølgende rette-runder af plakaten, var det kun smårettelser af
barnets håndstilling.
Derfor handler kreativitet, og i dette eksempel tegning, om mere end bare papir og blyant.
Når der i tegne-bøgerne står ”at tegne er at se”, så tror jeg på det, men at tegne er også at føle, for at
give tegningen det rigtige liv og for at vække genklang hos beskueren.
Når jeg skriver at lykkefølelsen i mig gav genklang hos æslerne, så er det også fordi, at følelsen
ikke er ny for mig. Jeg har helt siden barn, været meget glad i den umiddelbare, kravsløse og
forløsende kontakt, som dyr giver. Min mormors, ellers ikke så velopdragne hund, ville gerne ligge
næse ved snude på gulvet og bare være sammen uden andet. Ingen krav, ingen bagvedliggende
agendaer.
Som min hund nu, som ligger ved mine fødder, når jeg skriver denne klumme og som drikker af sin
vandskål, når jeg henter kaffe. Hun giver mit liv ukrævende fællesskab og dybde. Om det er terapi,
når jeg med ondt i maven efter en fortravlet dag lægger mig på gulvet, at hun vælger at ligge sig
tungt på min mave, så jeg mærker jorden under mig, jeg ved det ikke, men det virker.
Jeg hørte på et tidspunkt om en ældre herre, som lagde sig på et bakkedrag og stirrede ud i
landskabet, og når han gjorde det, så kom hans ænders ællinger og lunede sig under hans store
jakke. Den historie giver mig stadig kuldegysninger, da den rummer en bevidsthed om magisk
samhørighed, som jeg sjældent ser.
Den samhørighed nærer min kreative dybde.
Så skal vi noget kreativt og udtrykke os, så må vi se, – men også andet, vi må føle følelsen af det
kolde vand, så beskueren til maleriet kan mærke det kolde vand. En kærlighedssang bliver heller
aldrig god, i mine øre, når den bare er skruet-godt-sammen og ikke følt. Jeg vil påstå, at der hvor
kreativitet og kunst bliver spændende, er der hvor vi som beskuer kan føle, hvad der blev følt.
venlig hilsen Ane Gudrun