Hørespillet SoMe syndflod – det er vildt det her!

Jeg har gjort noget vildt!

Jeg kan lige så godt indrømme det; jeg havde hjertebanken, og jeg var tæt på at springe fra SÅ mange gange.

Jeg fik en idé med at lave mit teaterstykke, som er udgivet ved Dansk Teaterforlag ’SoMe Syndflod’ om til et hørespil. Altså sådan et radiospil, som man hørte i gamle dage med skuespillere og lydeffekter og hele pivtøjet. Først gik jeg i gang med at se, om det kunne lykkes at skrive stykket om til et hørespil. Det synes jeg, det kunne.

Og da jeg lavede podcast for et stykke tid siden, blev jeg helt opslugt af det med lydredigering, så det kunne jeg også få til at lykkes, … men så kom det, så var så farligt for mig.

Jeg skulle bede om hjælp. Det er jeg ikke så god til. Og jeg havde svedeture, da jeg langsomt begyndte at se, om jeg kunne finde et cast. Både af folk jeg kendte, men også af folk jeg ikke kendte. Jeg var ved at springe fra min egen idé tusind gange, men jeg tog mig sammen; spurgte og rakte ud. Og fuldstændigt sindssygt … folk sagde ja og var meget positivt stemte.

Og for et par dage siden mødtes vi i et studie; ni skuespillere, en tekniker og jeg. 9-10 timer efter var optagelserne i kassen.

Derudover spurgte jeg også min gamle samarbejdspartner Thomas Arnt, om han ville skrive noget musik. Det ville han! Al min frygt var gjort til skamme.

Nu sidder jeg med råoptagelserne … og meget kan gå galt endnu … og måske det slet ikke bliver til noget. Men indtil videre så er jeg helt lykkelig over, at en drøm og en idé, som voldte mig så meget panik og koldsved, lykkedes.

Nu venter et kæmpemæssigt redigeringsarbejde, men jeg turde det  … og  ’Hørespillet SoMe Syndflod’ synes at ville lykkes. Jeg glæder mig til at fortælle mere om processen og om de skønne skuespillere.  

KH Ane Gudrun – forfatter … og nu også dramatiker jo.