Hurtigskrivning, som et kreativt værktøj (klumme fra avis)

29 råd til at forblive kreativ

Klumme fra avis følger herunder:

Jeg skriver klummer her i avisen om kreativitet. I denne måned skal du lære en god teknik til at strukturere dine kreative projekter. Metoden hedder hurtigskrivning og er en måde, hvorpå du i løbet af ti minutter kan lave dig en plan for et helt langt forløb.

Hvis du tidligere har læst min klumme, hvor jeg opfordre dig til at købe en idé-bog, så er den idé-bog meget velegnet til disse hurtigskrivninger. (ellers kan du finde klummen på min hjemmeside, under blogs)

Når du skal begynde på hurtigskrivning er det vigtigt at vide, at denne disciplin har helt faste regler, som du skal følge og at det i starten er lidt svært, men at du vil spare tid og kræfter senere hen.

Hvad er hurtigskrivning så?

 Hurtigskrivning er et værktøj, som man kan benytte tidligt i et projekt. Du skal finde papirer eller din idé-bog frem, og et skriveredskab, som er behageligt for dig. Så skal du sætte et æggeur foran dig, stille tiden på max 10min.

Øverst på papiret skriver du en overskrift.

Overskriften skal formuleres som et spørgsmål, så du under skrivningen hele tiden kan vende tilbage til spørgsmålet og skrive ud fra det.

Nu skal du så skrive om alle de tanker, som falder dig ind omkring spørgsmålet. Du må ikke stoppe med at skrive for liiige at tænke dig om, du skal skrive hele tiden. Lad det flyde – skidt og kanel mellem hinanden.

Hvis du midt i skrivningen kommer i tanke om, at du i eftermiddag skal huske at købe rugbrød, så skal du også skrive det ned. Det virker underligt, men det er med til at fjerne de ”propper”, som stopper tankerne i at løbe frit. Under skrivningen, må du heller ikke tænke på retstavning, kommasætning og lignende.

At stoppe op for at rette ord vil sætte en mur for de tanker, som kommer lige efter. Du kan og må veksle mellem hele sætninger og stikord. Selvom, det kan se fjollet ud, at der inde midt i en sætning kommer ordet rugbrød, så lad det være fjollet og glæd dig over, at du ikke ødelægger dit flow.

Går du for alvor i stå, selvom du ikke må, så kigger du op på din overskrift og stiller dig selv spørgsmålet igen.  Når æggeuret ringer stopper hurtigskrivningen, og det er nu tid at læse det skrevne i gennem.

Du skal nu sætte en ring om de ting, som er vigtige i forhold til projektet. Disse punkter kan så skrives på en stikordsliste, så bliver det meget lettere at gå til senere.

Hvad er fordelene så?

Fordelene er at du på små ti minutter har skrevet dig igennem et helt forløb. Du ved hvilke skridt du skal tage for at nå dit mål. Du kan lettere overskue projektet.

Hvis du til dit projekt mangler noget, har du måske fået skrevet et indkøbsliste, eller fundet ud af, at du mangler viden på nogle punkter, som du skal have tjek på. Alt det på bare ti minutter.

En anden af fordelene er at nogle mennesker går i stå i projekter og ikke bliver færdige med dem. Der kan en hurtigskrivning også være en hjælp, for at vi lettere kan se, hvor mange skridt der er endnu, og at det derved ikke virker så uoverskueligt. Hvis du har en tidshorisont på dit projekt, kan det også hjælpe at have sådan en stikordsliste. Er der noget med tørretid, som du skal tage højde for? Eller er der nogen faldgruber, som kan trække tidsplanen?

Nu er der nok nogle som vil mene, at det bremser den frie kreativitet at lave sådan en hurtigskrivning. Sådan oplever jeg det absolut ikke. For det første oplever jeg, at det får hjernen op på mærkerne,  og for det andet, så tror jeg på, at kreativiteten også har godt af rammer, for at det ikke bare flyder ud. Og din hurtigskrivning er heller ikke nogen facitliste, men kan jo ændres.

Du kan sagtens lave flere hurtigskrivninger under samme projekt, både hvis der er noget du skal have uddybet, men også hvis du vælger at skifte retning undervejs, det skal der også være plads til.

Hurtigskrivning er en svær disciplin, så du skal ikke give op efter de første par gange, hvis det driller. Det skal nok blive et godt værktøj for dig også, hvis du har lyst til at bruge lidt kræfter på det.

God skrivelyst.

Illustrationen kan købes som kort HER

Læs om mit foredrag om kreativitet HER