Kategoriarkiv: Blog/ Klummer

Om FebruaryFICTION

Om FebruaryFICTION

I år forsøgte jeg at deltage i FebruaryFICTION© er et initiativ udviklet af forfatter A. Rune.

A.Rune forklarer om initiativet ” Tanken er, at alle kan skrive og fortælle, hvis bare de beslutter sig for at gøre det. Med FebruaryFICTION© får alle mulighed for at udgive deres egen mikrofiktion i hele februar måned. 2016 var første år. Reglerne er simple:

Der er ingen grænser for, hvad du kan skrive om, eller hvilket sprog du kan skrive på, men der er nogle få regler, du skal overholde:

  1. Historien må maksimalt være på 100 ord
  2. Du skal tilstræbe, at der en begyndelse, en midte og en slutning
  3. Historien skal deles med nogen – digitalt eller analogt
  4. Du skal bruge #februaryfiction, når du deler digitalt
  5. Gør det hver dag, hver anden dag eller hver uge, men gør det hele februar” citat fra: https://www.facebook.com/februaryfiction/

Mine 100 ord

Jeg nåede kun at deltage med tre. Jeg lagde stor vægt på, at historierne havde en start, midte og en slutning, plus at de havde en form for morale og ordspil. Mine tre FebruaryFICTION har alle omdrejningspunkt i at slippe fri. Fri for tungt liv eller selvhad.  Og så lagde jeg selvfølgeligt vægt på at stramme mit sprog så meget op, at der ikke blev brugt mere end 100ord. OG så skulle jeg selvfølgelig også have mine egne illustrationer på.

Mine FebruaryFICTION kan læses her:

Og så fløj han

 

”Han var egentligt en kedelig mand. Mørkegrå sejlersko, grånistrede bukser, lysegrå skjorte, koksgrå jakke. Sparsomt gråt hår.

Himlen var blå den dag, men om det ragede ham. Skyerne lyserøde killingehaler over hans hoved. Men om det ragede ham. Ikke det mindste,… troede han.

Bussen var forsinket igen. Han sukkede. Og så ud af det blå var den der. Den lille musvit. På bænken ved

hans side. Den stirrede på ham med klare øjne, som spejlede blå himmel og lyserøde skyer.

Han kiggede i dem. Så lettede fuglen mod det blå og lyserøde.

”Kom” sagde den.

Og så fløj han.”

 

Vandpyt

“Vandpyt

Bikini-krop fik hun aldrig, selvom hun både havde krop og bikini. Vejret var kvælende varmt. Solen brændende. Hun ville tage til stranden, men ikke med dén krop. Sveden løbe ned ad buler og bjerge. Hun kunne måske have bikini på i haven? Den strammede lidt.

Hun savnede havet mod huden. Vandpytten lokkede storetåen i. Hun tog et skridt mere.

Pytten var dybere end forventet. Den kælede benet. Bløde ben, hviskede pytten. Et skridt mere.

Vandpytten gik til livet nu. Den omfavnede hendes hofter. Kærtegnede hendes skvulpende mave. Kyssede hver delle.

Pyt, sagde hun og tog til stranden.”

 

Kassetænkning

“Kassetænkning

Han ville ikke hjem til regnvåde gader, kontorbrok og kassetænkning. Han ville blive i New Delhi. Han havde fået smil fra brunøjede gudinder, smagt salttørrede kyllingeben og stærk karry. Han havde selvfølgelig også set byens slum-papkassekvarter. Han var blevet bestjålet for alt mange Rupier, men han ville ikke hjem. Hjem til kontoret, hvor Lisbeth sukkede over mandage, og Troels kun glædede sig til fredage.

Han stoppede brat før tjek-in. Han skulle møde til Excel-ark, morgenbasser og Jyttes tunge suk. Han vendte sig i døren.

Hvor fik man mon fat i sådan en stor papkasse?”

 

Jeg vil opfordre til man leger med næste år. Det er godt for hjernen og sproget.

KH Ane Gudrun

Kreativitet er magi

 

Kreativitet er magi

Jeg har beskæftiget mig med kreativitet og dens væsen gennem flere år nu, bl.a. ved foredrag og skrevne klummer til avisen. Jeg dykker gerne ned i teori om kreativiteten, og hvordan kreativiteten øges eller trues.

Jeg tager som oftest udgangspunkt i de 29 veje til at forblive kreativ.

29 veje tegning LINK 

Klumme om fænomenet 29 råd til at forblive kreativ LINK

Denne gang vil jeg berøre punktet i ”omgiv dig med kreative mennesker”, men mest hvilken fed erkendelse jeg fik af mit sidste samarbejde med krea-mennesker.

Det slog mig, at kreativitet er denne verdens magi. Vi ønsker os tit at leve i en mere magisk verden, men min påstand er at kreativiteten er vores magi. Jeg forklarer yderligere om lidt. Ja, dette er en cliffhanger.

Jeg var en søndag i vinterferien sammen med fotograf Dennis Hansen og instruktør og specialeffektmanden Henrik Andersen fra AMOS-FX. LINK

(Det var også de to som stod for mit forfatter-billede, hvor jeg er blevet et med naturen.) LINK

Denne gang ville vi gerne skabe mere uhygge og mystik. Henrik er god til at finde rekvisitter, og han havde gennem måneder samlet ting. Han har også lavet fantastiske tentakler som kunne komme ud af min ryg og min hånd. Vi havde gennem måneder snakket om rekvisitter, kostume og miljø.  Der gik altså en lang kreativ proces forud for billedet.

 

Vi mødtes som sagt i vinterferien. Vi mødtes i en ganske almindelig kælder i et lejlighedskompleks. På gangen udenfor stod barnevogne, cykler og en knallerts som læggede væske på gulvet. Kælderrummet var lillebitte og baggrunden til billedet bare et stykke sort nervøst-velour.  Og det er her magien kommer ind. Vi tog billeder af mig helt alene i rummet, og malede derefter med lys på bøger, kranier, stole og møbler. Alle fotografierne var bare af en eller to ting. Og vi grinede og fik flere ideer om at gemme lommelygter i en gammel kiste, så der kom magisk lys fra den.  En helt igennem kreativ dag.

Fotografen Dennis gik derefter hjem og lavede mere magi. Han satte alle dele fra mange fotos sammen på computer og skabte derved det mystiske rum, jeg sidder i på billedet. Den virkelighed findes ikke. De mange røde stole på billedet er for eksempel bare den samme stol. Det er de samme ti bøger. Det store blækstrutte-ornament på bagvæggen er bare en 3cm stor halskæde og den kæmpe vifte bag mig er bare en lille vifte. Der er altså med kreativitet skabt en helt ny virkelighed. Som når forfattere skaber store verdner med mærkelige væsner, som aldrig har eksisteret. Når billedkunstneren laver figurer taget ud af mystikken. Kreativitet er derved magi.

Når jeg også taler om at omgive sig med kreative mennesker ud af fænomenet De 29 råd til at forblive kreativ, så er det bl.a. for at skabe magi. Eller få en ny erkendelse af sin kreativitet.

    Vil du gerne læse min klumme om hvorfor man skal omgive sig med andre kreative, så kan du læse min klumme via dette LINK

        Du kan også læse mere om de 29 råd til at forblive kreativ her LINK

Håber du med din kreativitet vil være med til at skab mere magi i verden.

Kærlig hilsen Ane Gudrun

 

Læs om mit foredrag om kreativitet HER

Ud med den tand

Far og Raf bøvler med en tand

Far finder på alt for mange dumme ting for at få tanden ud.

Beskrivelse fra Læselyst.dk:

“En løs tand og fars “gode” ideer……

Raf har ondt i en tand, så nu skal tanden ud. Far har en masse gode ideer til, hvordan det skal ske. Men Raf er ikke altid vild med fars gode ideer. Ud med den tand! handler om at blive usikker over noget nyt, om forældre der blander sig, men også om, at den der ler sidst, ler bedst.”

Bogen kan købes HER

Find flere af mine bøger HER

Musen Rosa er dum

Musen Rosa tror alle mulige dumme ting.

Hun tror, hun kan spise bær med sit ene øre. Hun tror, at en sok er en hat og mange andre fjollede ting.

Så Musen Rosa er ret dum, men hun finder heldigvis ud af, at hun kan én ting; hun kan hjælpe en ven.

Musen Rosa er dum er udgivet i Alineas Grøn Læseklub. Det er en bog for de første læsere. Grøn Læseklub indeholder mange lydrette og lydnære ord. Desuden er der fokus på korte, enkle sætninger og hyppige gentagelser.

Musen Rosa kan købes HER

Find flere af mine bøger HER

Sådan bliver du en tjekket zombie

Sådan bliver du en tjekket zombie

Af Thomas Arnt og Ane Gudrun

Sådan bliver du en tjekket zombie er 1’eren i Totalt tjekket serien. Totalt-tjekket serien er en guide til de udøde, så de har styr på de mest basale ting i deres udøde efterliv

Læs mere om 2’eren Sådan bliver du et tjekket spøgelse HER

More than meets the eye

Mange tror, at zombier kun er klamme monstre, som slæber sig rundt på efter hjerne og frisk kød, det er de også, men de er meget mere end det.

1.august udkommer en meget anderledes fagbog. En fagbog for modebevidste zombier. Bogen er lavet af to erfarne zombier, som giver en masse ækle råd til helt nye artsfæller: Hvordan man skal klæde sig for at følge zombiemoden. Hvem er bedst at spise. Hvad gør zombier, når de går på stranden osv.

Du er blevet til en zombie. Tillykke med det! Måske har du endda været zombie i nogen tid. Desværre føler du, at det ikke rigtig kører for dig, at der mangler noget bid, og at de andre zombier er lidt mere zombieagtige end dig.

  Du har ret.
Men bare rolig – Vi er her for at hjælpe dig. Med vores elegante modetips, fantastiske zombiefacts og gode råd kan du på ingen tid gå fra at være en wanna-be til en vaskeægte tjekket zombie.

Besat af en gal zombie

Forfatter Thomas Arnt har været af fascineret af zombier, siden han som barn læste Dennis Jürgensens bog Kadavermarch. Sidenhen er det blevet lidt af en besættelse, som nu har udmøntet sig i den anderledes fagbog: Sådan bliver du en tjekket zombie.

Skabelsen af bogen er sket i tæt samarbejde med illustratoren Ane Gudrun. Allerede fra Thomas Arnt fik de første ideer tog han kontakt til Ane Gudrun, da han vidste hun var den rette til at give hans ideer liv. Og de har arbejdet tæt sammen om tilblivelsen.

Rådne råd og farverige facts

Bogen er propfyldt med alskens gode råd, lige fra en grundig gennemgang af mode for udøde, til anbefalinger om hvordan man bedst kommer op af graven. Samtidig indeholder bogen også en masse facts om zombier og hele myten bag. Det er nok den første bog af sin art, som henvender sig direkte til læserens indre zombie, og ikke kun zombien som ydre fjende. Derfor er det også et bevidst valg at illustrationerne en blanding af ægte klam zombie-stil, men også humor og en vis nuttethed, som får læseren til at holde af sine nye artsfæller.

Sådan bliver du en tjekket zombie, er en skør guide til helt nye zombier, som kan læses med stor fornøjelse læses af børn og barnlige sjæle.

Der er mere godt på vej

Sådan bliver du en tjekket zombie er Thomas Arnts første bog på forlaget Calibat, men han har flere bøger på vej, som forventes at udkommet senere på året, og der er selvfølgelig flere zombier på vej fra hans hånd. Ane Gudrun har illustreret og skrevet bøger ved bl.a. Alinea, Turbine, Dreamlitt, Snepryd m.f. De brænder begge for at lave flere gode historier for børn og unge i fremtiden.

Fantastiske anmeldelser:

Eva Lucia – reviews & literature LINK

“Man læser og mores undervejs, samtidig med at man bliver nødt til at stoppe op og nærstudere illustrationerne. Selvom de er klamme (for det er jo zombier), så fanger Ane Gudrun simpelthen essensen af det. Jeg er vild med hendes streg og synes, at der gemmer sig utrolig meget bag egentlig enkle illustrationer. Hende skal vi også holde øje med! Der er masser af potentiale at komme efter.” Eva Lucia

Bognørden -LINK

“…og alt sammen er skønt illustreret” Bognørden

Special effects sminkør – LINK

“Ane Gudruns grotesk fede, herligt klamme og virkelig sjove illustrationer er et smukt og perfekt supplement til teksten.”  Henrik Andersen -special effect

——————–

Sådan bliver du en tjekket zombie

Forfatter: Thomas Arnt

Illustrator:  Ane Gudrun

Forlag: Calibat

Kærlighed til naturen -kortene

 

Kærlighed til naturen

Salget af postkort skal bruges til køb af regnskov

(pressemeddelelse)

Ane Gudrun vil hjælpe regnskoven med sine tegninger

Velgørenhed: Seks børn vil redde regnskov

Og de seks børn får hjælp af Lasertryk og forfatter/ illustrator Ane Gudrun i samarbejde med Randers Regnskov.

 

Salget af 6 postkort skal bruges til opkøb af truet regnskov

Ane Gudrun fik en god idé, tegnede seks illustrationer til Randers Regnskovs Naturfond. Illustrationer er tryk gratis af Lasertryk på små fine kort, som nu bliver solgt til fordel for opkøb af regnskov i Ecuador.

 

Ideen udsprang af en stor lyst til at hjælpe

Illustrator og forfatter Ane Gudrun fik en god idé efter et foredrag om Randers Regnskovs Naturfonds naturbevarende opkøb af regnskov i Ecuador.

”Ideen kom ikke lige med det samme, men jeg kunne bare mærke, at jeg gerne ville hjælpe. Og jeg var egentligt overrasket over, at jeg intet havde hørt om Randers Regnskovs fantastiske tiltag i forhold til at bevare naturen i regnskoven i Bigai.” udtaler Ane Gudrun.

Og jo flere hun snakkede med om Randers Regnskovs naturbevarende opkøb blev hun opmærksom på at ikke mange kendte til den gode historie.  Det ville Ane Gudrun også gerne lave om på.

”Det er da ærgerligt, både for den truede regnskov i Bigai, men også for selve Randers by. Vi burde bryste os mere af at have så en sej virksomhed i Randers, som også tænker på den omkringliggende verden. Det synes jeg også er en vigtig fortælling at få ud om byen… med det måske lidt blakkede ry,” siger Ane Gudrun.

Projekt ”Kærlighed til Naturen”

Det er hendes store kærlighed til naturen, som drev Ane Gudrun i gang med at finde ud af, hvordan hun kunne bruge sine evner i forbindelse med projektet. Ideen faldt på plads, da der kom en mail fra Lasertryk omkring deres give-back-pulje, hvor trykkeriet hvert år vælger at donere et antal tryksager til gode formål. Og så lagde illustratoren og forfatteren to og to sammen.  Sådan opstod projektet ’Kærlighed til naturen’.

”Jeg begyndte at tegne nogle af dyrene fra Randers Regnskov i møde med børn. Og det kom der seks illustrationer ud af, som kunne være fine til trykte kort. Derefter gik jeg i gang med at maile med både Lasertryk og Randers Regnskov, som begge var med på ideen. Og det var en herlig fornemmelse at trykke på send-knappen og vide at mine tegninger og mit arbejde kan hjælpe truet regnskov. ”

Men Ane Gudrun, Lasertryk og Randers Regnskov kan ikke gøre det alene

”Det er jo selvfølgelig vigtigt for projektet at kortene bliver købt, ellers er der ikke penge til at opkøbe, selvom både jeg og Lasertryk og Randers Regnskov ikke får en krone” smiler Ane Gudrun.

Det er vigtigt for de tre parter at fortælle, at alt salg af kortene går ubeskåret til Randers Regnskovs Naturfond. Kortene vil blive solgt i Randers regnskov og via Ane Gudruns hjemmeside.

”Kortenes motiver er af søde børn og nuttede dyr. Jeg har valgt at tegne børn i møde med dyrene, da vi som voksne har et kæmpe ansvar for at give både naturen og kærligheden til naturen videre til vores børn.” udtaler Ane Gudrun

Kortene kan købes i Randers Regnskovs butik eller på HER

Kærlig hilsen Ane Gudrun

Læs den i avisen HER

——

Du kan læse om Forlaget Ravn, som også støtter forskellige natur-projekter

Du kan også læse om bogen Solvej elsker ord … og monstre, som indtil videre har sikret 9000m2 truet regnskov.

IB har en dum dag

 

 

 

 

 

 

 

 

IB har en dum dag

Dette er en flergangsbog, der kan bruges som et supplement til danskundervisningen af elever fra 6 år.

Ib har en rigtig dum dag: Han falder over en sten, træder i et hul, bliver plaskvåd af regn og får et gok i nødden. Og prikken over i’et bliver han klædt ud som en aubergine.

Selvom Ib har en dum dag, er bogen fyldt med humor, og får en dum dag til at fremstå ret så underholdende. Og heldigvis ender dagen da også meget bedre end den begyndte. Til sidst er Ibs dag slet ikke så dum igen.

hjertelig hilsen Ane Gudrun

Find flere af mine bøger HER

Hvor flyver du hen, Søster Kanin?

Handling i bogen

“Du er min bedste ven,” hvisker Liv til sin kanin.
Sammen kigger de på sommerfugle og leger gemme.
Men en dag er alting anderledes…

Søster Kanin flyver ud af sin krop, og Liv løber efter for at få hende med hjem igen. På rejsen efter Søster Kanin oplever Liv
en helt anden verden. Og måske får hun en ny ven?

En bog om at miste og tage afsked. Og om gode venskaber.

 

Læs mere om “Hvor flyver du hen,Søster Kanin?” her.

 

 

Anmeldelse fra Hospice Forum Danmark

”HVOR FLYVER DU HEN, SØSTER KANIN?”

Ny billedbog hjælper snakken omkring det at miste og at give slip med de allermindste på vej.

”Hvor flyver du hen, Søster Kanin?” er en smukt illustreret børnebog, der handler om det nære venskab mellem pigen Liv og Søster Kanin.

Søster Kanin er Livs bedste ven, og bogen indledes med fortællingen om, hvordan de to leger sammen. En dag opfører Søster Kanin sig anderledes, og hun sover stille ind i Livs arme. Det er svært for Liv at forstå, hvad der sker og hvorfor Søster Kanin forsvinder fra hende. Med hjælp fra en rotte lærer Liv at forstå, at Søster Kanin har det godt, der hvor hun er taget hen. Sammen med rotten finder Liv ud af, at det er okay at give slip på sin bedste ven, og hvordan hun kan starte et nyt venskab.

Bogen kan hjælpe børn til at lære at håndtere situationerne omkring, når de mister deres kære og kan være med til at vise dem, at døden er naturlig og ikke er det værste, der kan ske. Med sine korte letforståelige tekster og flotte farverige illustrationer egner bogen sig fortrinligt til både oplæsning og som åbning til dybere samtaler med børn om det svære i at give slip på en, man holder af.

Bogen er lavet i et samarbejde mellem forfatteren Christine Lund Jakobsen og Ane Gudrun Øhrberg, der har illustreret fortællingen. Den udkom på forlaget Dreamlitt i oktober 2017.

LINK til anmeldelsen

 

Anmeldt på Bibliotekattens Bøger

Litteraturformidler, bibliotekar og bogorm

Hun skriver en blogpost om bøger om døden, her skriver hun bl.a.:

I Hvor flyver du hen, søster Kanin? mister barnet sit elskede kæledyr. Hun følger efter det til en anden verden og bogen handler om at give slip. Søster Kanin er gladere på den anden side, for hun var klar til at tage afsted, men Liv følger efter hende og prøver at trække hende med tilbage, selvom hun egentlig godt kan se Kanin er glad, hvor hun er nu. Liv får hjælp til at give slip af Bror Rotte, som hele tiden prøver at fortælle hende, at hun ikke hører til hvor Kanin er nu. Til sidst lader Liv Kanin flyve bort og vender tilbage til livet for både at sørge og mindes Kanin.

….Der findes naturligvis mange mange flere bøger, der kan fortælle om eller lindre sorg. Digte er i særdeleshed også gode. Det her er blot et udvalg af nogle af de bøger, jeg synes er særligt fremragende på forskellige måder.

Det lækre billede er taget af Kathrine Bach Pachniuk, alias Bibliotekskatten

 

Lektorudtalelse (uddrag af) – bibliotekterne

Kort om bogen:

At miste et kæledyr er ofte en svær proces for et barn. Hvad sker der, når dyret dør? Billedbog om en pige, der undersøger, hvor hendes kanin kommer hen, da den dør. For børn fra ca. 4-7 år

Beskrivelse Liv elsker sin kanin. En dag leger kaninen ikke, og dagen efter dør den. Kaninens sjæl svæver op i luften og ind i en sort tunnel. Liv følger efter, selvom en rotte forsøger at forhindre hende i at gå ind i tunnelens mørke. Rotten siger, at det ikke er Livs tur endnu. Men Liv fortsætter og møder nogle sære væsener.

Hun ser også kaninen, der ser glad ud. Liv vil trække kaninen med tilbage i den almindelige verden, men hun indser, at den nu hører til det nye sted. Til gengæld bliver rotten Livs nye ven.

Vurdering:

Hvordan skal man forklare døden for et barn? Døden er et noget abstrakt begreb, men bogen her kan måske hjælpe med at få børn til at forstå og affinde sig med, at et kæledyr er dødt. Historien er en smule syret, men den bliver fortalt godt, og tegningerne illustrerer på en fin måde både kaninens vej fra liv til død og det specielle univers, den ender i.

 

Se flere af mine bøger HER

Anbefalinger til foredrag med Ane Gudrun

Her kan du læse flere dejlige anbefalinger:

Jeg kan varmt anbefale Ane som foredragsholder. Hun er klar i mælet, og hendes bøger og tegninger er helt fantastiske. Inger Andersen.

——

Ane fortæller om sine fortællinger og illustrationer på en enormt inspirerende måde. Hende burde flere kende til. Signe Helbo

——

”Det var meget spændende, at høre Ane fortælle om sine illustrationer og sit forfatterskab. Og høre hende fortælle om den svære vej til et ”gennembrud”. Og at se de fantastisk flotte tegninger og de mange bøger. Jeg kan anbefale at bestille et foredrag af Ane, du/I bliver underholdt og beriget Jytte Schmidt

——

”Ane har holdt foredrag om sit forfatterskab og illustrationer. Vi er alle dybt betagne. Ane har en helt unik måde at arbejde på. Stor respekt.” Anne-Lise B.

——

Læs mere om mine foredrag HER

Børns tilbagemeldinger på foredrag

Anbefalinger fra børn til mine forfatterforedrag og illustratorforedrag:

Artur 1.a:
”Det var rigtig fedt!
De der løgnehistorier var rigtig fede. I starten troede jeg faktisk på hende løgnehistorie.
De der bøger hun skrev er rigtig gode, fordi de handler om venskab og har løgnehistorier i sig.
Hun er skidegod til at tegne!”

——

Victoria 3.b og Olivia 3.a
”Det var sjovt at møde hende og høre hvad det var hun kunne.
Hun er sød.”

——

Konrad 3.a:
”Det var godt, da hun læste højt for os.
Hun er rigtig sød, og hun er rigtig god til at finde på løgnehistorier.”

——

Mathilde og Ida 0.a:
”Det var godt, da vi skulle læse bogen sammen, for den var ret nem.
Man kunne se hvordan de havde det i ansigterne.
De der historier med monstret og pigen var meget sjove.”

——

Mikkel, Cathrine og Mathilde 5.b:
” Hun var god til at fortælle og forklare.
Hun var god til at bruge en dramatisk stemme, når hun læste højt, så det ikke blev kedeligt.
Hun lærte os, at det er vigtigt at bruge ansigtsudtryk, når man tegner billeder til fortællinger.
Det var fedt, at hun sagde, at man bare skulle begynde at skrive i vores alder, hvis man havde lyst, og at man ikke skal give op.”

——

Rasmus, Jacob Oliver 5.b:
” Det var lærerigt og spændende.
Det var sjovt, at hun lærte os, at man må lyve lidt i sine historier.
Jeg troede faktisk på hende i starten og skrev notater til alt det hun sagde, men så slettede jeg det igen, da hun sagde at hun løj.”

——

Nanna 5.b:
”Det var godt for alle aldre. Alle kan lære noget.”

——

Stephanie 5.b:
”Hun var meget god til at fortælle om hvad hun mente.
Det var interessant, at hun lærte os, at det man fortæller ikke behøver være helt sandt, bare man husker at fortælle, at det var løgn bagefter.”

——

Natalie 5.b:
”Det var godt, fordi der var en konkurrence med, så hørte vi bedre efter.”

——

Mads og Magnus 5.b:
”Hun var god til at forklare og snakke til børn.
Hendes bøger er gode fordi de er sjove, lette at forstå og havde en morale.”

——

Læs mere om mine foredrag HER

bøger og illustration