Jeg bruger ofte sange i mine bøger til at udtrykke forskelligt … i hvert fald i mine voksenbøger. Er du også sådan en, hvor musik kan gå ind i dit hjerte eller din hjerne og ændre stemninger, tanker med symbolikker, så se med her:
I Vraget arvegods bruger jeg melodien La Cygne (Svanen) af Camille Saint-Saëns. Den går igen i bogen som en påmindelse om kærlighed til en bestemt person, men også som påmindelse om at holde sit hjerte blødt … og hvor farligt, det kan føles.
I Hengemt på flasker bruger jeg ‘Time in af bottle’ af Jim Groce. Det gør jeg, fordi den spiller fint sammen med titlen, men også fordi den rummer en fin symbolik mht. at man ville ønske, man kunne gemme tiden i flasker, så den opleves igen … eller måske endda ses i det rigtige lys. Samt at den alkoholiserede far måske også har gemt… eller nærmere forsøgt at glemme noget i flasken.
I Kirsebærtræerne blomstrer bruger jeg ‘Når kirsebærtræerne blomstrer’ af Nis Petersen, men jeg bruger også ‘The Best Is Yet to Come’, fordi den viser fint, hvor hovedpersonen er på vej hen, og troen på, at det bedste er på vej .. på trods.
I Stille hjerte bruger jeg selvfølgelig ‘Stille hjerte, sol går ned’ af Jeppe Aakjær. Det gør jeg bl.a., fordi hovedpersonen Ian Winter er digter, og han føler sig direkte forrådt af Jeppe Aakjærs smukke ord, fordi han med det digt, gør Ians hjerte blødsøden, og Ian igen kommer til at tro på kærlighed.
2025 din gamle harpe, du er heldigvis ved din afslutning. Jeg mener det ikke så hårdt, som det lyder, men jeg synes virkelig, at 2025 har været underlig … og faktisk også hård. Både privat, men også i mit firma. Men jeg synes alligevel, at 2025 bragte noget fantastisk med sig; jeg har fundet min retning fremad, og selvom det lyder lidt højpandet, så føles det godt.
I 2025 fik jeg udgivet to bøger, ’Kirsebærtræerne blomstrer’ til voksne, som omhandler Helle Dahl, der grundet sin opvækst med en mor, der fordømte alt, slås med at forstå sine følelser for den rødhårede Liv Lykke – værket er mit andet illustrerede tekstværk. Derudover ’Lidt besat og andre rim for børn,’ som er en billedbog, hvor jeg har givet den gas med søde og sjove rim. Begge kan bestilles hjem ved boghandleren eller på min webshop.
I året oplevede jeg også for første gang, at et teaterstykke, som jeg har skrevet, blev opsat. Det var stykket SoMe Syndflod, som er udgivet ved Dansk Teaterforlag, der blev opsat ved Aabyhøj Amatørteater. Det var en stor oplevelse for mig at se det fysisk komme til live, og det er IKKE sidste gang, jeg skriver et teatermanuskript, kan jeg tydeligt mærke. Jeg fik også flot ros fra lederen af teatret, som skrev;
Stykket er en skarp, satirisk og morsom fortælling om vores moderne digitale liv – om likes, statusopdateringer og den konstante jagt på opmærksomhed … også når verden (måske) er ved at gå under. læs mere her
Jeg regnede med, at romanen Vraget arvegods ville udkomme i 2025 også, men der var flere ting, som gjorde, at den ikke nåede det, og jeg er faktisk glad for, at jeg tog mig god tid, for jeg synes, at romanen nu står skarp, og jeg glæder mig til udgivelsen d. 2. februar, hvis alt går efter planen. Romanen handler om den 54-årige HR-chef Morten Madsen, som har jobbet, lejligheden, bilen og udseendet. Han holder facaden oppe og fortiden på afstand, mens han deler nætterne med jagtbyttet fra Tinder. Men da han får en opgave hos den ældre og excentriske godsejer Dagny Wedlersøe, begynder fortiden at indhente ham, og alt synes pludselig at gå galt. Jeg håber, at Vraget arvegods bliver lige så godt taget imod som Hengemt på flasker, som jeg stadig er ret stolt af.
I 2025 fik jeg også tegnet til projekter; jeg fik lavet en malebog til voksne og flere plakater. Det kan findes på min webshop. Malebog – plakater
Jeg fik også tegnet et støttecertifikat til Verdens Skove, så man kan købe regnskovscertifikater med min illustration på. De kan findes på Verdens Skove. Det er også ved Verdens Skove, hvor jeg i år har lagt Forlaget Ravns støttekroner. Jeg har fra 2020–2025 opkøbt 34.087 m² sammenlagt. Jeg glæder mig allerede til næste år, hvor tallet forhåbentlig stiger mere.
I 2025 skrev jeg også på to forskellige romaner, hvoraf den ene roman, grundet et dødsfald i min familie, blev puttet i skuffen, da bogen bl.a. handlede om savn efter en afdød, og det kunne jeg ikke være i, derfor måtte jeg starte på en ny. Det vil sige, at jeg har brugt mange timer på noget, som måske aldrig bærer frugt. Det synes jeg altid er irriterende at se ind i. Men som nævnt i starten, har det alligevel hjulpet mig med at finde min rigtige retning rent kunstnerisk.
Nu glæder jeg mig til 2026, hvor jeg virkelig har høje forventninger. Jeg glæder mig især til at få Vraget arvegods ud til læserne, og jeg glæder mig også til at afsløre, hvem, som indlæser den. Derudover har jeg flere spændende projekter i støbeskeen, som bliver sååååå spændende, om lykkes.
Nu vil jeg ønske dig et vidunderligt nytår og sige tusind tak, fordi du følger med her i min lille virksomhed.