Først vil jeg lige skrive, hvis du havde tænkt, at du skulle have fingre i ’Vanddragen’, ’Drømmeland’ og serierne ’Mus og Rod’ og ’Kær og Abe’, så skal du nok snart slå til. Alle disse titler har jeg lukket ved boghandlerne, fordi der ikke var særligt mange tilbage.
Og da jeg ikke længere genudgiver mine billedbøger, så er det sidste chance med disse. Let-læs-serierne er endda på supertilbud på min hjemmeside – kun 100 kr. for fem bøger. Og det gælder både ’Mus og Rod’-serien og ’Kær og Abe’-serien.
Her er der link til at købe bøgerne, som nu kun forhandles via mig: (billederne herunder er link til køb. De åbner i nye vinduer)
Virkelig sjovt, satirisk og gennemført med alvoren lurende i baggrunden.
Næst vil jeg slå et slag for, at du hopper ind på Spotify eller Saxo og lytter til Hørespillet SoMe Syndflod. Den anden dag landede nemlig en skøn anmeldelse af hørespillet fra bogblogger Litteraturhesten.
Du får lige to citater her:
”Jeg har aldrig lyttet et hørespil før, men dette, det var genialt. Der var en rigtig god indlevelse fra ensemblet og så var det bare virkelig sjovt, satirisk og gennemført med alvoren lurende i baggrunden.”
“Ane Gudrun formår virkelig at samle dette og gøre det både skideskægt og vedkommende.”Litteraturhesten
Dernæst vil jeg fortælle at alle mine billedbøger fra ’Fire Finurlige Fortællinger’, nemlig ’Vanddragen’, ’Pigefest … for Søren!’, ’Solvej elsker ord og monstre’ og ’En elefant på værelset’ ligger gratis på YouTube, så er du i nærheden af et barn, som mangler lidt at fordrive tiden med og som samtidig ville nyde en god historie, så kan du finde dem på YouTube. Fortællingerne er indlæst af Lars Thiesgaard. (ja, ham fra Pumba fra Løvernes Konge)
(billederne herunder er link til YouTube. De åbner i nye vinduer)
Du kan også finde Perlevenner-serien på YouTube. De indeholder ’Prinsesse Perlesnor ser (lyse) rødt’, ’Æder Edderkopper får en monstergod ven’ og ’Tom Robot lære at (feje) lege’. De er indlæst af Thomas Arnt.
(billederne herunder er link til YouTube. De åbner i nye vinduer)
Er du mere til klassisk lydbog, … ja, så findes de begge som lydbøger på eReolen. Ideelt til en sommerferiekøretur.
En læseoplevelse over alt forventning
Sidst vil jeg igen råbe lidt højt om ’Vraget arvegods’, som virkelig også har fået en fin anmeldelse fra bogblogger Bogormens_verden, som jeg håber giver dig lyst til at læse/lytte ’Vraget arvegods’.
Du får et citat her:
”En læseoplevelse over alt forventning, der får mine allervarmeste anbefalinger med på vejen Ane Gudrun slår her fast med syvtommersøm, hvorfor jeg også kommer til at læse hendes næste bog…!(Og den næste!)” Bogormens verden
Jeg bruger ofte sange i mine bøger til at udtrykke forskelligt … i hvert fald i mine voksenbøger. Er du også sådan en, hvor musik kan gå ind i dit hjerte eller din hjerne og ændre stemninger, tanker med symbolikker, så se med her:
I Vraget arvegods bruger jeg melodien La Cygne (Svanen) af Camille Saint-Saëns. Den går igen i bogen som en påmindelse om kærlighed til en bestemt person, men også som påmindelse om at holde sit hjerte blødt … og hvor farligt, det kan føles.
I Hengemt på flasker bruger jeg ‘Time in af bottle’ af Jim Groce. Det gør jeg, fordi den spiller fint sammen med titlen, men også fordi den rummer en fin symbolik mht. at man ville ønske, man kunne gemme tiden i flasker, så den opleves igen … eller måske endda ses i det rigtige lys. Samt at den alkoholiserede far måske også har gemt… eller nærmere forsøgt at glemme noget i flasken.
I Kirsebærtræerne blomstrer bruger jeg ‘Når kirsebærtræerne blomstrer’ af Nis Petersen, men jeg bruger også ‘The Best Is Yet to Come’, fordi den viser fint, hvor hovedpersonen er på vej hen, og troen på, at det bedste er på vej .. på trods.
I Stille hjerte bruger jeg selvfølgelig ‘Stille hjerte, sol går ned’ af Jeppe Aakjær. Det gør jeg bl.a., fordi hovedpersonen Ian Winter er digter, og han føler sig direkte forrådt af Jeppe Aakjærs smukke ord, fordi han med det digt, gør Ians hjerte blødsøden, og Ian igen kommer til at tro på kærlighed.
Grunden til, at Vraget arvegods bærer den titel er af flere grunde:
Bogen handler især om arv og miljø. Om at man ikke nødvendigvis vil have den arv, man fik givet med. Måske heller ikke det miljø, som har påvirket os.
Derudover findes der også et fysisk gods i bogen, Søbergholt, som hovedpersonen Morten i forretningsøjemed forsøger at franarre den ældre excentriske godsejer Dagny. Men hvad med hendes familie. Vil de arve godset?
Ydermere findes der også et forladt hjem i bogen, hvor alle tingene stadig står efterladte tilbage. Hvorfor er det arvegods i huset vraget … hvorfor bliver det ikke hentet?
Morten Madsen kommer gennem bogen rundt om en masse tanker og situationer, om det han, hans børn, godsejeren Dagny og flere har fået med … måske er blevet tunget ned over dem.
Men om Morten og de andre er i stand til at vrage arvegodset eller har lyst til at vrage arvegodset … det må du dukke ned i bogen for at finde ud af.
Er du til en bog, som giver dig tanker om arv og miljø … samt får dig til at grine og krumme tæer, så er Vraget arvegods måske noget for dig.
På denne side finder du både information om Vraget arvegods, men også anmeldelser og lytteprøve på lydbogen andet.
Vraget arvegods har udgivelse 2. februar 2026
Bagsidetekst:
Alt kører for den 54årige HR-chef Morten Madsen – han har jobbet, lejligheden, bilen og udseendet. De to skilsmisser føles efterhånden mere som et karaktertræk end en udfordring. Han taler flydende moderne ledelsesjargon og new management-sprog. Han holder facaden oppe og fortiden på afstand, mens han deler nætterne med jagtbyttet fra Tinder. Men da han får en opgave hos den ældre og excentriske godsejer Dagny Wedlersøe, begynder fortiden at indhente ham, og alt synes pludselig at gå galt. En humoristisk og poetisk roman om slægter. Om arv og miljø. Om manderoller og kønsidentitet. Og om det helt store spørgsmål: Giver det egentlig lykke, når en fugl skider på dig – og giver det også lykke, hvis alle andre gør?
”Det, jeg kigger på, ligner et af de fotografier, der altid er sat ind bag ved de inspirerende citater, jeg smækker op på storskærme til møderne i koncernen. ’Nogle gange vinder du, nogle gange lærer du,’ kunne der stå. Men på en måde ligner det slet ikke. Dette billede skærer i mine øjne på samme måde, som en citron trækker vand i munden. Det er næsten for virkeligt. Havet virker for dybt, og solen for afslørende. Og så lydene. Der er aldrig lyd på de billeder. Der er en stilhed, som tier og samtykker. Ja, nogle gange lærer du, samtykker stilheden. Intet giver følelsen af samtykke her. Det skinner, bruser, rusker, hiver. Et insisterende siv prikker mod mit ben gennem hørbukserne, da vinden presser det ind i stoffet. En måge skriger skingert og klagende mod to råger, som hopper legesyge på stranden i brændingen. Det slår mig, hvad de inspirerende citater mangler; sandet i ansigtet og fugt på tøjet. Citaterne er for glatte. Virkeligheden mangler. For hvad nu, hvis vi ikke lærer noget, men hvad, hvis vi reelt taber. ’Nogle gange vinder du, andre gange taber du … livet, førligheden, kærligheden.’”
Anmeldelser af Vraget arvegods
Bibliotekets materialevurdering / lektørudtalelse
Romanen giver et veloplagt portræt af en midaldrende mand og hans overfladiske liv og jagt på succes. Med mange tilbageblik til barndommen får læseren et nuanceret indblik i, hvad der har formet hovedpersonen og skabt hans følelsesmæssige distance og usikkerhed. En fin og letlæst fortælling om en hanelefant og hans udvikling. Bogen kommer godt omkring både manderoller, arbejdskultur og generationsforskelle.
En klog mand sagde til mig, at man skal huske at bryde ud af sin komfortzone indimellem, ellers krymper den… Det gælder også dit valg af litteratur – en forfatter som gang på gang får mig ud af min komfortzone og indimellem kaster mig ud på dybt vand er Ane Gudrun. @anegudrun kan simpelthen noget ganske særligt omkring historiefortælling, jeg har aldrig læst et værk af hende, som ikke har rørt noget ømt inde i mig.
I romanen VRAGET ARVEGODS møder vi den 54årige HR-chef Morten Madsen, der på overfladen har alt kørende for sig; jobbet, lejligheden, bilen, udseendet og lidt af en succesrate på Tinder. De to skilsmisser føles efterhånden mere som et karaktertræk end en udfordring. Han taler flydende moderne ledelsesjargon og new management-sprog. Han holder facaden oppe og fortiden på afstand, mens han deler nætterne med sit jagtbytte fra datingapp’en. Men da han får en opgave hos den ældre og excentriske godsejer Dagny Wedlersøe, begynder fortiden at indhente ham, og alt synes pludselig at gå galt.
VRAGET ARVGODS er en humoristisk og meget poetisk fortælling om arv og miljø, om moderne manderoller og kønsidentitet. Og om det helt store spørgsmål: Bringer det egentlig lykke, når en fugl skider på dig – og bringer det også lykke, hvis alle andre gør? Historien er lige dele underholdende og tankevækkende, den får mig til at grine højt og ægte helt nede fra maven, men den får mig også til at tude – endda flere steder! Særligt forholdet til lillebroderen Nicolai gør indtryk på mig og efterlader mig opløst i tårer 🥺❤️🩹 Der stilles spørgsmålstegn ved den bagage man har med hjemmefra, og hvad man stiller op med den i livet. Der tages mange alvorlige og svære emner op, men @anegudrun skriver stemningsfuldt med både indlevelse og hjertevarme, og hun formår på vanlig vis at gøre de svære ting lidt mindre svære 😍🙌
En læseoplevelse over alt forventning, der får mine allervarmeste anbefalinger med på vejen 👏@anegudrun slår her fast med syvtommersøm, hvorfor jeg også kommer til at læse hendes næste bog…! (Og den næste)
Jeg har læst endnu en roman af Ane Gudrun. Hun er en utrolig alsidig og dygtig forfatter, så jeg må indrømme, at jeg havde meget høje forventninger til den nyeste udgivelse. Jeg blev bestemt ikke skuffet – tværtimod. ✨
“Vraget arvegods” er en roman, man læser hurtigt – men den har en tyngde, der rækker langt ud over dens tempo. Den er fyldt med både humor og alvor, som Ane Gudrun er mester i at balancere. Hun skriver med en skarphed, der får mig til både at trække på smilebåndet og bryde ud i grin, samtidig med at hun prikker til noget ømt. 😊
Vi følger den 54-årige HR-chef Morten Madsen, der har styr på karriere, retorik og facade – og ikke mindst sit episke Tinder-game. 😏
Men mødet med den excentriske godsejer Dagny Wedlersøe bliver en katalysator, og pludselig slår jorden under Morten sprækker, mens himlen åbner sig i et væld af … ja, fuglelort. 🐦💩
Netop fuglene spiller en gennemgående og finurlig rolle i romanen. Mågeklatten, svanen, tukanen – ja, selv en kvindelig chicken mcnugget (😂) – bliver en rød tråd gennem fortællingen. De fungerer både som humoristiske indslag og som symboler, der binder temaerne om held, fald, kærlighed og selvforståelse sammen. 🦢
Det er også en styrke, at Morten for en gangs skyld møder kvinder, der giver ham modstand. Ikke for dramatikkens skyld, men fordi modstand netop er det, der kan skabe udvikling – hvis man tør lære den at kende og arbejde med den. 💥
“Vraget arvegods” er en underholdende og tankevækkende roman, der beviser, hvorfor Ane Gudrun er en forfatter, jeg vender tilbage til igen og igen. Hun formår at skrive let om det svære – og det er en kunst. ❤️