Tag-arkiv: Hengemt på flasker

Om romaner med sange

Jeg bruger ofte sange i mine bøger til at udtrykke forskelligt … i hvert fald i mine voksenbøger. Er du også sådan en, hvor musik kan gå ind i dit hjerte eller din hjerne og ændre stemninger, tanker med symbolikker, så se med her:

I Vraget arvegods bruger jeg melodien La Cygne (Svanen) af Camille Saint-Saëns. Den går igen i bogen som en påmindelse om kærlighed til en bestemt person, men også som påmindelse om at holde sit hjerte blødt … og hvor farligt, det kan føles.

I Hengemt på flasker bruger jeg ‘Time in af bottle’ af Jim Groce. Det gør jeg, fordi den spiller fint sammen med titlen, men også fordi den rummer en fin symbolik mht. at man ville ønske, man kunne gemme tiden i flasker, så den opleves igen … eller måske endda ses i det rigtige lys. Samt at den alkoholiserede far måske også har gemt… eller nærmere forsøgt at glemme noget i flasken.

I Kirsebærtræerne blomstrer bruger jeg ‘Når kirsebærtræerne blomstrer’ af Nis Petersen, men jeg bruger også ‘The Best Is Yet to Come’, fordi den viser fint, hvor hovedpersonen er på vej hen, og troen på, at det bedste er på vej .. på trods.

I Stille hjerte bruger jeg selvfølgelig ‘Stille hjerte, sol går ned’ af Jeppe Aakjær. Det gør jeg bl.a., fordi hovedpersonen Ian Winter er digter, og han føler sig direkte forrådt af Jeppe Aakjærs smukke ord, fordi han med det digt, gør Ians hjerte blødsøden, og Ian igen kommer til at tro på kærlighed.

Hvis du har fået lyst til at læse dem, så findes de bl.a. her på min hjemmeside til salg.

Voksenbøger HER

Hvorfor begynder Hengemt på flasker sådan?

“Der er forskel på at være skabt som mos og lav i en fugtig skov med fuglefløjt og sagte fodtrin fra en hjort, eller at være skabt som mos og lav på siden af en nedlagt industribygning i et skummelt havnekvarter. Jeg kategoriserer mig selv som den sidste slags mos …” sådan begynder Hengemt på flasker.

Vi har en tendens til at forvente det samme af alle mennesker; vi burde kunne, når de andre kan. Men der er forskel på at være mos og lav, som har haft rigeligt med næring, fugt og muld, end at være den mos, som skal klare sig trods nogle helt andre vilkår på en fjendtlig væg i et kvarter, hvor man bliver set som værende en gene. Sådan står hovedpersonen og skal klare sig trods en opvækst, hvor hun mere har følt sig som noget, der ikke burde være der. I løbet af romanen ændrer hendes opfattelse sig dog til at se sig selv som en lidt anden slags mos og lav. Hvis du vil vide, hvordan, så kan du læse bogen eller putte lydbogen i ørerne.

God fornøjelse hilsen forfatter Ane Gudrun

Hvorfor hedder bogen Hengemt på flasker?

Titlen ‘Hengemt på flasker’ dækker over flere ting. Elisabeth, som er bogens hovedperson, flytter ind i sin afdøde alkoholiserede fars sommerhus. I løbet af bogen finder Elisabeth ud af mere af grunden til faderens alkoholforbrug, – hvad han har gemt … eller hengemt på bunden af de tomme flasker. Det er den ene grund til titlen. Derudover er der også i sommerhuset et lille flaskeskib, hvor en stolt skipper står i modvind på sit skib fastfrosset i den situation for altid. Elisabeth spiller sit liv op mod den lille skipper i flasken.

Derudover spiller sangen ‘Time i a Bottle’ også en stor rolle. Sangen handler om at kunne gemme lidt af det, der foregår lige nu i en flaske, som en måde at stoppe tiden.

Derfor har jeg valgt titlen Hengemt på flasker.

I går fik jeg en genbrugsbog med flaskeskibe af min veninde. Jeg er på en måde dybt fascineret af flaskeskibe, men samtidig giver den fastfrosne verden mig en ubehagelig følelse i kroppen … men jeg kan mærke, at jeg ikke er færdig med flaskeskibe i mine bøger 😃

Jeg synes også lige, I skal have mulighed for at se nogle af de fine (men for mig ret uhyggelig) flaskeskibe.

De S/H fotos er fra genbrugsbogen.

Lydbogen til ‘Hengemt på flasker’ er produceret af Lytteratur