“Der er forskel på at være skabt som mos og lav i en fugtig skov med fuglefløjt og sagte fodtrin fra en hjort, eller at være skabt som mos og lav på siden af en nedlagt industribygning i et skummelt havnekvarter. Jeg kategoriserer mig selv som den sidste slags mos …” sådan begynder Hengemt på flasker.
Vi har en tendens til at forvente det samme af alle mennesker; vi burde kunne, når de andre kan. Men der er forskel på at være mos og lav, som har haft rigeligt med næring, fugt og muld, end at være den mos, som skal klare sig trods nogle helt andre vilkår på en fjendtlig væg i et kvarter, hvor man bliver set som værende en gene. Sådan står hovedpersonen og skal klare sig trods en opvækst, hvor hun mere har følt sig som noget, der ikke burde være der. I løbet af romanen ændrer hendes opfattelse sig dog til at se sig selv som en lidt anden slags mos og lav. Hvis du vil vide, hvordan, så kan du læse bogen eller putte lydbogen i ørerne.
God fornøjelse hilsen forfatter Ane Gudrun
